Ølbryggeriet Freja

Bryggeriet Freja i år 1900.

Ølbrygningens historie begynder med hjemmebryggeri. Det udvikler sig til et egentlig håndværk, og endelig industrialiseres håndværket i slutningen af forrige århundrede. Dampmaskinen førte masseproduktionen med sig, og bryggerierne blev opdelt i 2 kategorier; nogle få store orienteret mod det store marked og en mængde småbryggerier med næsten udelukkende lokalt sigte.

I Skanderborg dukkede de første næringsdrivende ølbryggere op i midten af 1800-tallet. Bryggerierne hørte til den kategori, der aldrig industrialiseredes, hvor drivkraften fortsat var håndkraft.

I længden kunne de små bryggerier ikke holde stand. Historien om Skanderborgbryggeriet Freja er derfor både en virksomhedshistorie og en historie om, hvordan udviklingen, dvs. tekniske fremskridt, markedsforhold, industrialisering og deraf følgende virksomhedskoncentration ødelagde den lokale håndværksmæssige produktion.

Men Freja er også en glemt virksomhed. Der er ingen fysiske rester tilbage. Det gælder bygninger, produktionsprotokoller og regnskaber – ikke en flaske, et redskab er bevaret. Rekonstruktionen af virksomhedens historie er derfor vanskelig. Kildematerialet, der er brugt, er indberetninger til toldkammeret, brandtaksationer, klager over skatten m.m.

Historien om Freja er derfor også et nødråb om at lade være med at smide ting væk, når en virksomhed nedlægges. Man bør henvende sig på det lokalhistoriske arkiv eller museum, så lokalsamfundets historie kan skrives på bedst muligt grundlag.

Beliggenhed og bygninger.

Bryggeriet lå på det nuværende Adelgade 74. Nabo til den gamle byport, Nørreport, og oprindeligt nabo til købmand og brænderiejer Overby. Bryggeriet lå på det stykke af Adelgade, der siden skulle blive byens ”industricenter”, der hvor de største virksomheder placerede sig. Det gjaldt garveriet, brændevinsbrænderiet og tømmerhandelen, og lidt længere oppe ad gaden, jernstøberiet og maskinfabrikken.

Kort fra 1904. Bryggeriet ses ved Adelgade 74.

Udfor nr.74 stod der dengang 2 store træer. Huset til gaden var på 9 fag egebindingsværk med tegltag, og det rummede stue, kammer og køkken. Der var kælder under 2 fag (1). Der var ikke købmandshandel i ejendommen, hvilket der ellers ofte var i forbindelse med småbryggerierne. Årsagen var vel naboskabet til købmand Overby og matriklens ringe størrelse. Når man kom gennem porten lå bryggeriet i den sydlige del af gården. I 1904, under den sidste brygger, var det en 2 etages bygning på 9 fag med kælder under de 3 fag. Her var en kølle til tørring af malten, dvs. at bryggeriet havde sit eget maltgøreri. Bagerst i gården lå der et tværhus. I 1885 udbrød der brand i de tomme tønder og fouragen, der var opbevaret her. Huset nedbrændte til grunden, men blev nyopført med en lejlighed samt heste- og kostald

I bryggeriets første år blev der drevet landbrug ved siden af. Det var især køer, men i mange år var der også svinesti under et halvtag i gården. Bag tværhuset, hvori der før branden havde været en port, var der en sti. Den gennemskar grundene, der gik ned til søen, og løb parallel med Adelgade, som den dog stod i forbindelse med gennem en smøge imellem tømmerhandelen og garveriet.

Skanderborgs første hvidtølsfabrikant

Bryggeriet startede i 1844. Oprindeligt blev der drevet vognmandsforretning og landbrug (3). Da vognmanden døde giftede den velstående enke sig med en Albert Nielsen fra Horsens. Han tog borgerskab som ølbrygger og bekendtgjorde, at han åbnede udsalget 1. juni 1844.

Han kaldte sig bryggersvend, men var formentlig ikke udlært. Erhvervet var frit, der var ingen dueligsprøve, og enhver kunne slå sig ned som brygger, når blot man havde råd til at købe eller leje sig ind på en bryggergård. Ved giftermålet åbnedes muligheden for Albert Nielsen, og han kunne slå sig ned som byens første hvidtølsfabrikant.

Overalt i landet dukkede der i disse år en mængde små bryggerier op, men samtidigt var de nye tider på vej. I København skilte brygger J. P. Jacobsen sig ud ved at satse på et nyt produkt, undergæret øl, såkaldt bajersk øl. Han havde lært metoden i München. I 1847 åbnede han Carsberg, landets første moderne bryggeri i den forstand, at produktionen hvilede på et nærmest videnskabligt grundlag.

I Skanderborg og de fleste steder i provinsen var man således dårligt nok kommet i gang på det tidspunkt, hvor grunden blev lagt til den udvikling der betød småbryggeriernes død.

Det kom til at knibe for Albert Nielsen med at få hvidtølsbryggeriet til at løbe rundt. Han måtte forsat drive landbrug og være mælkeleverandør. I 1852 søgte han om lov til at supplere indtægterne ved udskænkning af kaffe og spiritus ”snapsevis”, men Indenrigministeriet afslog hans anmodning med den begrundelse, at da han var den eneste brygger i byen, måtte han formodes at have en rimelig indtægt.

I 1855 producerede Albert Nielsen 640 tønder øl. Øllet havde en værdi af 1706 rigsdaler. Han beskæftigede 2 mand og 1 kvinde, og om høsten yderligere 1 mand i 2-3 uger. Lønnen var for mændene 28 rigsdaler halvårligt plus ”alt frit i huset”.

En konkurrerende brygger havde i 1854 slået sig ned i byen, men Albert Nielsen var stadig den største. Konkurrenten, Jacob Jensen, som havde bryggeri i gården ved Adelgade 28, bryggede kun 364 tønder årligt.

I 1859, da Albert Nielsen blev 50 år, opsagde han sit borgerskab, og der kom nu en periode med skiftende ejere. Efterfølgeren Johan Thomas Kiergård ved vi intet om. Han blev også kun på stedet fra 1859-62, hvor han afløstes af Laurits Nielsen Wimmelmann fra Viborg.

Wimmelmann forbedrede forholdene ved at bygge et nyt maltgøreri. Han søgte også at forbedre afsætningen ved en overgang at sælge bajersk øl. Det var ikke hjemmeproduceret, men ”fremmed” øl importeret fra Horsens Bajersk- og Hvidtølsbryggeri. Wimmelmann havde svært ved at klare konkurrencen. Selv om han på markedsdagene havde en god forretning med udskænkning af kaffe og snaps til landbokunderne, beklagede han sig til skattemyndighederne. I 1866 skrev han således, at han befandt sig i en ”uheldig stilling” pga. ”en mand i Horsens, der leverer øl til Skanderborg”. Det var bryggeriet i Horsens der også forstod at reklamere for sit bryg, bl.a. gennem avisannoncer. Wimmelmann måtte søge om skattelettelse. Den hårde konkurrence havde betød en voldsom nedgang i omsætningen på 2/3, og allerede året efter opsagde Wimmelmann sit borgerskab som brygger for i stedet at blive købmand og værtshusholder.

Ølbrygger Hoffmann og en klage.

Bryggeriet blev overtaget af en tysk indvandrer fra Baiern, G. P. Hoffmann. Han må have været velstående for ifølge folketællingen omfattede hans husstand hustru og 3 børn, tjenestepige, husjomfru og 2 tjenestekarle. Desuden boede der en bryggersvend, der havde fulgt ham fra Tyskland. Hos Hoffmann er der en arbejder, der har været så utilfreds med forholdene, at han har skrevet til Skanderborg Avis.

”Når I vil tjene hr. Hoffmann tilpas, så skal I arbejde hver helligdag omtrent hele dagen og være tilstede om aftenen kl. 8-9-10, eller derimellem, men så skal I vogte Jer for, at I ikke går ned i ølhallen, thi da er hele venskabet forbi, og når hr. Hoffmann bliver gal, så er alt forbi..”

I 1876 flytter han fra byen, og at han i den anledning holder auktion over en del af sit indbo.

Bajersk- og hvidtølsbryggeriet Freja.

Efterfølgeren blev Gustav Eduard Hald, der tog borgerskab som brygger d. 19.10.1876. Bryggeriet fik for første gang et firmanavn ; ”Freja”, efter frugtbarhedsgudinden i den nordiske mytologi. Øllet skulle markedsføres som en mærkevare, og Hald overtog eneudsalget af Horsens bajersk øl. Men nogen særlig god forretning var bryggeriet stadig ikke, og brygger Hald hører til underklassen af byens næringsdrivende. Hans indtægt lå nogenlunde konstant på 1500 kr. om året, og der var et stort spring op til byens matadorer, hvor agent Christensen (brænderiejer og tømmerhandler) toppede med 20.000 kr. om året.

Men brygger Hald var en initiativrig mand, der ikke gav op. Han slog ind på bajersk ølproduktion, som i 1870- og 80´erne fik sit gennembrug. Det krævede investeringer, bl.a til gærings- og lagerkældre. Hald tog chancen og gravede ny kælder og byggede til, og i 1882 kunne han reklamere med, at Freja kunne levere eget bajersk øl.

I 1882 indberettede han til Toldkammeret, at bryggeriet fremstillede 650 tdr. hvidtøl, fremstillet af 450 tdr. malt. De 650 tdr. svarer til 85.410 l hvidtøl. Et pænt tal, da intet af øllet ”udføres til fremmed sted”. Skanderborg havde på det tidspunkt kun omkring 1800 indbyggere, og han skulle da i gennemsnit have solgt små 50 l pr. indbygger. Det passer ikke helt, da en del af øllet blev solgt på landet, men det siger noget om, hvor meget hvidtøl, der faktisk blev drukket dengang.

I en indberetning fra distrikslæge Kuhlman hedder det i 1887 : ”Bajersk drikkes til overflod”. Han noterer sig endvidere, at det ikke er øllet der er årsag til alkoholisme, men derimod spiritussen. Skanderborg havde i 1887 dog kun et tilfælde af delirium tremens og i alt 9 ”almuemænd, der kan siges at være drankere”

Dertil skal lægges, at Dania, et andet nyligt anlagt lokalt bryggeri, solgte sit øl i samme område, om end produktionen var knapt så stor.

Som bryggerne før ham løber også Hald ind i økonomiske vanskeligheder. All eredede et par år efter måtte han give op, konkurrencen, specielt på bajersk øl, var for hård. Udvikling en havde forvandlet bryggeri fra et nærmest lavtstående håndværk til en videnskabeligt underbygget industriproduktion. Det krævede høj faglig kunnen og stadige investeringer af være med. Kravene til kvalitet skærpedes. De store bryggerier gik i disse år mere og mere over til aftappet øl på flaske, og de nød godt af stordriftsfordelene. Udviklingen krævede kapital. Den havde Hald ikke, og det endte med, at han satte både bryggeri og ægteskab over styr. Desillusioneret forlod han i 1886 både kone og børn og immigrerede til Amerika.

Med Halds konkurs endte historien om den lokale bajersk ølproduktion i Skanderborg. Der kom til at gå endnu ca. 30 år før den samme udvikling fik bugt med hvidtølsproduktionen.

Brygger Aase.

Brygger Aase ca. 1895.

Niels Jensen Pedersen, der senere tog navneforandring til Aase overtog bryggeriet i 1889, og han blev på bryggeriet i hen ved 30 år. Han blev dets sidste ejer.

N. J. Aase var en fremtrædende borger i Skanderborg. Han giftede sig med en datter af A. Blom, direktør for byens førende virksomhed, og man kan formode, at familieskabet har gavnet ham økonomisk, så han blev i stand til at drive bryggeriet i så mange år på trods af udviklingen indenfor branchen. Men Aase havde også en del goodwill i byen pga. sine personlige egenskaber, som bl.a kom til udtryk i Håndværkerforeningen, hvor han blev formand og var drivkraften bag foreningens populære revyer.

Mekaniseringen, som overalt holdt sit indtog, skete kun i meget begrænset omfang på Freja.

Et erindringsklip fortæller: Der steg røg og os op fra skorstenen. Vandet kogte og sydede i beholdere – dampen hamrede i rørene og stor travlhed rørte sig i den gamle bryggergård. Duften af malt hang i luften, hvad enten man færdedes i selve bryggeriet, i gården, i stuerne, på gaden eller de nærmeste omgivelser. Træsko klaprede, vandhaner løb og dampmaskinen snurrede. Ankre skylledes og flasker rensedes i det store kar under halvtaget. Mænd med store blå forklæder løb op og ned ad stiger, ilden knitrede og futtede i ovne og overalt hørte man brygger Aases stemme.

De store bryggerier i nabobyerne, Ceres Bryggerierne, Horsens Bryghus og Bryggeriet Vejle, sluttede sig i 1898 sammen i Østjyske Bryggerier. Samtidigt med koncentrationstendenserne steg kravene til kvaliteten. Sammenlignet med det udenbys øl skulle øllet fra Freja have været noget surt. Hverken kusken eller drengen på ølvognen drak det selv. De foretrak det udenbys øl, som man også forhandlede både som hvidt-, bajersk- og lagerøl. Hos Bloms maskinfabrik havde man en tønde hvidtøl fra Freja stående på støberiet. Arbejderne tappede selv øllet af, og her blev det skik, at man blot hældte en spand vand oveni, når det var småt med øllet. ”Øl er øl”, som Storm P. siger, men fremgangsmåden forbedrede ikke kvaliteten. Øllet fik tilnavnet Åsepis. Kvaliteten var simpelthen for ringe, og konkurrencen fra bryggerierne i Århus, Horsens og Stjerne øl gjorde, at forhandlingen af udenbys øl blev hovedartiklen for Freja

Efterhånden koncentrerede Aase sig mere om kontorarbejdet, mens en førstemand, en kusk og en øldreng tog sig af det praktiske. Nogle af bygningerne blev lejet ud – baghuset til en øltapper af bajersk øl – mens Aase fik sit depot i forbygningens kælder. I 1919 nedlagde Aase bryggeriet. Herefter var der kun øltappere og forhandlere tilbage i byen. Aase selv fortsatte endnu nogle år med forhandling af Ceres øl. De store bryggerier sad nu alene på markedet.

Ejendommen blev benyttet til andre formål, bl.a. smede- og cykelværksted. Ca. 1950 blev den nedrevet, og der blev lavet et gadegennembrud, så Asylgade kunne føres op til Adelgade, og derfor er stedet i dag helt ukendeligt.

Kilde

Leif Juul pedersen: Freja - Et ølbryggeri i Skanderborg i Skanderborg Museum . Årbog 1986.