Dronning Dagmars Dreng

Dronning Dagmars Dreng også kaldet Carl af Rise optræder i en af de gamle folkeviser. I Skanderborg Dyrehave er der i 1970 opstillet en skulptur af ham.

Dronning Dagmars død

Valdemar Sejr var konge i Danmark fra 1202 til 1241. Han var på det tidspunkt en af Europas mægtigste fyrster. I 1205 giftede han sig med en Bøhmisk kongedatter, Dagmar. Hun blev en elsket dronning, god mod de fattige, hvis man skal tro på den folkelige digtning. Men d.24.maj 1212, hvor kongen opholdt sig på Skanderborg Slot, døde den unge dronning i Ribe. Ifølge folkevisen sendes en liden smådreng til Skanderborg for at tilkalde kong Valdemar.

Foto: Scharling & Lassen

B.S. Ingemanns roman

Sorgen var stor og B.S. Ingemann fortæller gribende om det i sin historiske roman: Valdemar Sejr (1826):

Dronningen siger: ”så send straks bud til Skanderborg og bed min herre og konge komme. Førind dronningen havde ønsket det, var det allerede sket: på Junker Stranges foranledning var der allerede sendt to ilbud til Skanderborg efter kongen. Dronning Dagmars Dreng der også kaldtes Carl af Rise (navnet stammer muligvis fra landsbyen Riis syd for Skanderborg) var den som sidst var blevet sendt; men han red så stærkt, at han kom langt forbi det første bud. Da han således kom farende mod Skanderborg Slot, stod kongen på højenlofts broen og så ud over vejen.

Gud hjælpe mig for budskab, den svend bringer! Sagde Valdemar. Han rider som gjaldt det liv og død. Gud ved, hvorledes det nu står til med Dagmar?Snart bragte Carl af Rise det sørgelige budskab, han selv var så rørt derved, at han næppe kunne tale. Kongen stødte til jernværket på højenloftsbroen, så det bøjede sig!

Gud forbyde, hun skulle være død, før jeg kommer! Sagde han og ilede til sin ganger. Med hundrede riddere og svende drog han fra Skanderborg. Da han red over Randbøl hede, var der kun femten, som endnu kunne følge ham; da han kom til Gredstedbro, fulgte Carl af Rise ham kun med møje på sin udmattede ganger, og da han for over Ribe bro, var kongen alene.

Der fortælles videre, at da kongen kommer frem til dronningens kammer er hun allerede død, men på kongens bud knæler alle i bøn, og hun åbner øjnene en sidste gang.

Folkevisen fortæller, hvorledes Dronning Dagmar på sit dødsleje prøver at overtale kongen til at gifte sig med Carl af Rises søster, Liden Kirsten, som ville være hende en god efterfølger, og til ikke at gifte sig med den grådige og beske blomme Bengerd. Men det lykkedes ikke.

Bengerd var søster til den portugisiske konge, og en meget smuk kvinde. Sammen med Valdemar fik hun Erik, Abel og Christoffer, der fulgte hinanden på tronen. Hun døde allerede i 1221.

Dagmar blev begravet i Sct. Bendts kirke i Ringsted, hvor også Valdemar Sejr og Dronning Bengerd senere blev bisat.

Billedhugger Svend Lindhart ved afsløringen af skulpturen.

Skulpturen

Det var præsten og forfatteren Engsig-Karup, der skabte en bevægelse i Skanderborg for at skabe et minde om Dronning Dagmars dreng. Der blev samlet penge ind til en bronzeskulptur i naturlig størrelse af Carl af Rise jagende på sin hest. Formand for indsamlingskomiteen var ingeniør Andreas Blom.

Det tog 13 år at indsamle de 160.000 kr. Kommunen bidrog med 25%, resten kom fra private. Billedhuggeren Svend Lindhart lavede bronzestatuen, der blev afsløret 1970 under overværelse af Kong Fred.9. Pudsigt nok gil tallet 13 igen i arrangementet. Det tog 13 års arbejde at realisere planen fra ide til rytterstatue, Carl af Rise var 13 år, påstår avisen, da han blev sendt afsted, og det var den 13 årige Søren Bank, der trak i snoren og afslørede statuen.

Kong Fred. IX og amtmand Niels Møllmann ved afsløringen.

Hærværk

Men dermed er historien om Dronning Dagmars Dreng ikke slut. Som med Den lille Havfrue blev skulpturen i Skanderborg også udsat for hærværk. Her var det ikke hovedet, men halen det gik ud over. I 1971 kunne man konstatere, at halen manglede, den var savet af.

Borgmester Wilhelm Dupont i gang med at sømme halen på statuen.

Skanderborg Kommune fik bestilt en ny hale. Men netop som den skulle sættes på, dukkede den gamle hale op igen. Nu stod man med 2 haler. Ejeren af Skanderborghus, Willy Johansen, var en dygtig svejser og tilbød at sætte den gamle hale på. Dette advarede eksperter dog imod, da den blot ville blive savet af igen. Man støbte derfor en ny hale, som ikke på samme måde kunne afmonteres. Den nye blev sat på, og flere interesserede meldte sig – bla. ejeren af Hotel Skanderborghus - for at købe den gamle hale. Selv om den var mere værd blev den solgt for metalværdien – Kommunen kan jo ikke tjene penge på tyvekoster, som daværende borgmester Vilhelm Dupont udtalte.