Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Voer Kloster

Fra Skanderborg Leksikon

Figur 1 – Klostrets placering i forhold til nutidige bygninger. Klostret er det grå skraveret område.

Voer Kloster lå i middelalderen der, hvor Gudenåen munder ud i Mossø. Klostret blev opført som et munkekloster af benediktinerordenen. Det nævnes for første gang i skriftlige kilder i 1183, men man mener, at det er opført omkring 1160. Dermed er det formentlig et af de tidligste klostre i Danmark, og det havde sit virke frem til nogle år efter reformationen. Klostrets bygninger ved vi lidt om, hvordan så ud, både udvendigt og indvendigt. Arkæologiske udgravninger på stedet har givet viden om klostret opbygning, der formentlig har bestået af en kirke og tre længer af murværk. Bygningerne blev opført i teglbrændte mursten, som indtil ca. 1160 var et næsten ukendt materiale i Danmark, og klostret med dets kirke har udgjort et imponerende og markant syn i landskabet. På figur 1 er bygningernes placering markeret. Kirken lå i den sydlige del. I den sydlige del af vestfløjen lå bl.a. munkenes sovesal, dormitoriet. Vestfløjen grænsede op til kirkens kor, hvor de otte tidebønner blev afholdt. Den første var tidligt om morgenen. Det var derfor belejligt, at man kunne gå direkte over i kirken uden at skulle ud i mørket.

Klostrets navn stammer fra områdets lokale navn Vor eller Voer. Det har også et latinsk navn oratorium, der betyder bedehus. Man kender dette navn fra klostrets segl (fig. 2), der bærer indskriften Sigillum conventi in monasterio oratorio.

Figur 2 - Voer klostrets segl, med indskriften rundt i kanten

Indholdsfortegnelse

Klostret op gennem historien

Middelalderen

Voer Kloster blev grundlagt i midten af 1100-tallet som et af de mange klostre langs Gudenåen. Voer var et benediktinerkloster, og herved var der ikke nogen styring af klostrets indbyrdes forhold fra et centralorgan foroven, som ellers var tilfældet med f.eks. cistercienserklostre. Voer fik tidligt hen støtte gennem donationer fra bispen af Århus. Det lå også tæt på benediktinernonneklostret Vissing, som lå på den anden side af Gudenåen, og man mener, at de to klostre sandsynligvis har været parter i et dobbeltkloster.


Vissing Klosters fiskegårde, abbedvalget og andre konflikter

Vissing var i løbet af senmiddelalderen blevet øde, for endelig at blive nedlagt i 1428 af bisp Ulrik af Århus, som lagde det under bispebordet, dvs. ejendom tilhørende selve bispen. I denne forbindelse har Ulrik tilsyneladende mageskiftet med Voer, som fik Vissings ejendomme i Tyrsting Herred og Voer Herred mod at Ulrik fik Voers ejendomme udenfor disse herreder. Der var dog formentlig uenigheder om, hvorvidt selve Vissing Kloster, dets ladegård og andel i fiskegårdene Vosgårde ved Mossø hørte til de ejendomme, som gik til Voer. Samtidig virker der til at have været strid mellem Voer og Øm Kloster om retten til fiskegårdene. I 1444 havde Øms abbed ellers indrømmet kun at have det nedlagte Vissings andel i fiskegårdene i leje af bisp Ulrik.


I 1454 klagede Århus-bispen Jens Iversen (Lange) til paven over at de lokale herremænd Otte Nielsen (Rosenkrantz), hans søn Erik Ottesen (Rosenkrantz) og dennes svigerfar Henrik Knudsen (Gyldenstjerne) havde forbrudt sig på hans ejendom og rettigheder. Ud fra hans klager må bisp Jens også have ment, at selve klostret og fiskegårdene tilhørte ham. Et af stridspunkterne var, at herremændene sammen med abbed Ove Jensen havde hjulpet munken Anders Mogensen med at afsætte Voers abbed Godske og overtage ledelsen fra ham. Henrik Knudsen og Erik Ottesen efterfulgte hinanden som lensmand på Skanderborg Slot og ejer af herregården Boller nær klostrene, hvorfor de også agerede som patroner for både Voer og Øm.


Valget af abbed har formentlig været præget af striden om fiskegårdene. Anders Mogensen har nok holdt fast i Voers krav på det nedlagt Vissings ejendomme, mens Godske har været imødekommende overfor Århus-bispesædets krav. Derfor støttede valgte Voers patroner at støtte Anders, som sikrede, eller, ud fra bispens synspunkt, udvidede, klostrets besiddelser. Abbed Oves støtte kan forklares ud fra et ønske om at holde Århus-bispen væk fra ejendommene, og i denne forbindelse har retssagerne mellem Øm og Voer mere været en indbyrdes forhandling, med fællesinteresse i at ekskludere bispen, end en strid. Øm Kloster kunne påstå at have fiskegårdene i leje af Voer, og derved lade som om, at bispen ikke havde nogen ret til dem.


Bisp Jens' klager kendes gennem pavebreve udstedt i 1454, som bl.a. indstævner Otte, Erik og Henrik, samt Anders og Ove til en retssag med Jens under forsæde af bispen af Ratzeburg og dekanen i Lübeck. Men ingen af Jens' modstandere virker til at have efterkommet indstævningen. I 1456 var der imidlertid et forlig, eller som sagt en aftale, mellem abbederne i Øm og Voer om, at Voer ikke skulle fiske i Mossø "over midstrømmen". Kong Christian 1. afsagde i 1460 en dom, som tilkendte Voer retten til fiskeri i Vosgårde, igen "til midstrømmen", så altså formentlig med forliget fra 1456 in mente. Måske på samme tid dømte kongen også, at selve Vissing Kloster, samt alt dets gods og Vosgårde, tilhørte Voer. Det var i hvert fald samme år, at bisp Jens måtte udstede et brev, der ligeledes tilkendte Voer netop disse ejendomme. Dette på trods af det gamle brev fra 1444, som netop viste, at Vosgårde tilhørte det nedlagt Vissing Kloster, som selv tilhørte bispebordet. Endelig stadfæstede paven i 1486, at bisp Ulrik i sin tid havde overdraget Voer alt Vissings gods i Vissing Sogn, og at kongen havde tilkendt Voer selve Vissing Kloster og Vosgårde.


Jens Iversens brev fra 1460 vedrørende Vissing kan også ses som et led i en forsoningsproces mellem ham og Voer Kloster efter at han havde tabt retssagerne. Samme år udstedte han et brev, hvori han gav Østbirk Kirke og præstegård, samt 2 gårde i Yding (som klostret i forvejen bestyrede) til Voer Kloster.


Voer Klosters relationer med Rosenkrantz-slægten kom også til udtryk da Erik Ottesen kom i en blodig fejde med den østjyske adelsmand Lage Brok. En Peder Murmester gjorde omkring 1466 krav på Voers gårde i Yding Sogn på vegne af Lage Brok, som nok har ønsket at skade Rosenkrantzernes allierede i forbindelse med fejden. Året efter gjorde abbed Ingvor dog hævd på formentligt de samme gårde, og de blev tildømt klostret af landstinget i 1472.


Ansatser til stridigheder mellem Voer Kloster og Rosenkrantzerne virker til at være blevet håndteret uden større problemer. Et brev fra 1490 omtaler rebningen af Nimdrup mark i Tyrsting Herred mellem Mariager Kloster, som bl.a. var stiftet og beskyttet af Rosenkrantzerne, og Voer Kloster. Rebning blev benyttet til opdeling af agerjord, og kunne foretages i forbindelse med uenigheder mellem to parter om omfanget på deres del af marken. I 1492 var der så et "forligelsesbrev" mellem klostrene. Ifølge et tingsvidne fra 1498 var der også "mindelighed" mellem Erik Timmesen (Rosenkrantz) til Engelsholm og abbed Niels i Voer Kloster angående markskellet mellem Burre mark (Grædstrup Sogn, Tyrsting Herred) og Vinding (Vinding Sogn, Tyrsting Herred).


Medlemskab i Bursfelderkongregationen

I 1400-tallet var mange munkeordener præget af et ønske om reform, således at reglerne overholdtes nøjere. I benediktinerklostrenes tilfælde var det netop Benedikts Regel, som man ønskede at efterleve i højere grad. Derfor stiftedes omkring 1440 den såkaldte Bursfelderkongregation, en sammenslutning af nordtyske benediktinerklostre med centrum i Bursfeld Kloster nær Göttingen. Benediktinerklostrene var som sagt løst organiseret og havde ingen centralstyring, hvorfor man med dette nye forbund forsøgte at holde strengere disciplin i medlemsklostrene. Dette gjorde man gennem årlige visitationer der inspicerede forholdene i klostrene og ved at ensrette liturgien. Desuden gav forbundet medlemsklostrene bedre netværk at trække på overfor lokale bisper, som de ofte lå i strid med, samt muligheden for finansiel støtte.


Voer ønskede også medlemskab, og fik tilladelse til optagelse af paven i 1486, og blev støttet deri af enkedronningen Dorothea, samt dets gamle patron Erik Ottesen. Først skulle abbeden af det østholstenske Cismar Kloster fremlægge ansøgninger på generalkapitlet i Erfurt i august 1486. I november 1488 udstedte abbed Ingvar og Voers forsamling, konventet, et dokument om tilslutning. Ved generalkapitlet året efter kunne abbeden af Cismar fremlægge dette, og Voers medlemskab blev godkendt.


Voers fjerne beliggenhed blev et problem, da dets abbed havde svært ved at komme til generalkapitler, og det var typisk abbeden af Cismar der måtte repræsentere Voer. Hverken Cismar eller Voer sendte nogen i 1490, hvilket førte anklage om udeblivelse. I 1493 måtte Skt. Michaelsklostret i Hildesheim repræsentere både Cismar og Voer, og i 1494 måtte abbed Ingvar repræsenteres af abbeden af Huysburg. Ved sidstnævnte kapitel vedtoges det, at hvis Voer ikke sendte nogen ved næste kapitel, så skulle klostret udelukkes af forbundet, og desuden skulle Voer snarligt visiteres. En af munkene, Andreas, mødte så på kapitlet i Mainz i 1495, nok fordi Ingvar var for gammel til at rejse. I 1496 mødte den nye abbed Niels Pedersen, som forklarede, at Voers udebliven kun var forårsaget af dets beliggenhed. Det blev vedtaget, at Voer kun behøvedes at møde ved kapitlerne, og visitatorerne besøge Voer, når visitatorerne mente det var nødvendigt. Voer kunne for det meste nøjes med at give en fuldmagt og en redegørelse for klostrets tilstand til abbeden af Cismar eller Oldenstadt, som tog disse med til kapitlet.


Efter reformationen

Kort før reformationen i 1536 søgte Voer kloster beskyttelse under Århus bispen, men lige lidt hjalp det. Som mange andre klostre blev Voer pantsat og derefter lagt under lensmanden på kongeborgen Skanderborg. På denne tid var der ca. 20 munke, som boede og havde deres virke på Voer kloster. I årene efter 1536 blev de efterhånden flyttet til Øm Kloster, og i 1552 flyttede den sidste munk og Voer ophørte som kloster. Efterfølgende i 1560-61 blev klosterbygningerne revet ned, og brugbare byggematerialer og sten blev sammen med byggematerialer fra Øm Kloster fragtet til Skanderborg, hvor kongen var ved at udbygge og befæste Skanderborg Slot.


Nyere tid

Selvom klosterbygningerne blev revet ned, valgte man at bevare klostrets mølle. Den forblev kongelig ejendom indtil 1767, hvor kongen solgte Skanderborg Slot og tilliggende jorder. Klostermøllen fortsatte som kornmølle for de lokale bønder frem til 1872. Herefter valgte den daværende ejer, møller Holst, at ombygge klostermøllen til et træsliberi, som skulle fremstille råmaterialer til produktion af papirmasse. I 1899 overtog Frederik Bodenhoff ejerskab af klostermøllen. I tiden efter forblev den gamle klostermølle i familiens Bodenhoff eje og fungerede frem til, at klostermøllens produktionsbygninger nedbrændte i 1974. Dernæst valgte man, at lukke klostermøllen ned. I 1975 opkøbte Miljøministeriet klostermøllen og sørgede for istandsættelse og renovering af de gamle bygninger. I dag er området fredet, og hovedbygningerne har siden først i 1980erne været udlejet til landsforeningen Natur og Ungdom. I dag fungerer klostermøllen som naturcenter og museum. Selvom det er lang tid siden, at klostrets virke ophørte, hedder området Klostermølle i dag. Den dag i dag kan der, trods nedrivningen, stadig findes spor af det gamle kloster. I området vokser der forskellige urter, som ikke er naturligt forekommende. De blev indført af munkene og stammer fra deres lægeurtehave. Rester af gamle mursten findes også stadig i jorden. Gennem tiden er der således fundet forskellige bygningssten i området. Stenblokken på billedet (se figur 3) har udgjort den øverste del af en søjle, et kapitæl. Den er interessant, fordi den giver et lille indblik i, hvordan klostret har været indrettet. Søjlekapitæler var ofte udført i granit og kunne have fine udsmykninger, der prydede toppen af søjlerne i enten kirkeskibet eller en søjlebygget sal i klostret, som f.eks. kapitelsalen.

Figur 3 - En af bygningsstene, der er blevet fundet.

Beliggenheden

Det særlige ved Voer Kloster er den meget imponerende måde, hvorpå munkene udnyttede landskabets muligheder omkring klostret. Især klostrets placering nær Gudenåen og Mossø kunne udnyttes. Voer klosters position i forhold til åer og Mossø kan ses på figur 4. Munkene havde særlige kundskaber i at anlægge forskellige typer vandteknologiske løsninger som vandrør og ”vandskyllede” latriner. Et af de vigtigste anlæg var formentlig møllen. Med en såkaldt underfaldsmølle udnyttede man strømmen i det tvungne vandløb (som i dag hedder Tvungen Å), der havde den helt rette hældning, som gjorde møllen meget effektiv. En konstruktion, som oprindeligt stammede fra Romerriget. Det var en langt mere effektiv måde at male sit korn på end ved håndkraft med en kværnsten. En mølle kunne også blive en indtægtskilde ved, at bønderne i det omgivende landsbysamfund gav en afgift for at få malet deres korn på klostrets mølle. Landsbyen Addit tilhørte Voer Kloster, og det kan tænkes, at beboerne her har kørt deres høst til Voer Kloster.

Figur 4 - Placeringen af Voer kloster ved Mossø

Med et ønske om at opnå et øget fald på åens løb ned mod møllehjulet, og derved skabe en større kraft til at drive hjulet, foretog munkene omfattende ændringer af åens oprindelige løb og udløb i Mossø. Det, munkene gjorde, var at etablere en dæmning for foden af udsigtspunktet, som vi i dag kender som Sukkertoppen (se figur 5). Dæmningens funktion var at tvinge det meste af Gudenåens vand fra det sted, der kaldes Riværket, over i en ca. 1300 m lang kunstig kanal (kendes i dag som Døde Å), klosterkanalen, som ledte frem til klostrets møllehjul. Ved disse justeringer af åløbet opstod et kraftigere fald, der gjorde åens vand bedre i stand til at drive møllens hjul.

Figur 5 - Illustration af vandmøllen og dæmningen ved udløbet af de to vandløb i Mossø

Munkenes snilde stoppede ikke her. Dele af klostret kan have været forsynet med gulvvarme. En såkaldt hypocaustovn ledte røgfri varme ind i rummet gennem huller i gulvet. Figur 6 viser en illustration af hvordan sådan en har fungeret. En flise fra en sådan konstruktion menes at være fundet på Voer.

Figur 6 - Illustration af hvordan en hypocaustovn fungere

Økonomien på klostret

Frem til reformationen i 1536 var Voer Kloster et af de betydeligste af landets såkaldte herreklostre. Herreklostre var klostre, hvis økonomi hovedsageligt var baseret på jordegods, som var blevet skænket til klostret gennem testamentariske gaver og som betaling for sjælemesser. Klostret rådede over ejendomme i både Voer, Tyrsting, Hatting, Bjerre og Nim foruden de fem sognekirker Voer, Bryrup, Østbirk, Yding og Sønder Vissing. Klostrets jordbesiddelser strakte sig så langt som til Thy og Mors og helt ned til Sønderjylland.

Syd for hovedanlægget lå nogle af klostrets økonomibygninger. De rummede typisk nødvendige funktioner for klostrets selvforsyning som stalde, magasin, smedje, bryghus el. lign. Klostrets indtægter kom især fra de mange fæstebønder, der betalte afgifter til klostret i form af naturalier, som enten blev videresolgt eller indgik i klostrets egen husholdning og forbrug. Til opbevaring af de landbrugsprodukter, der på den ene eller anden måde skulle videredistribueres, rådede Voer Kloster over en række ladegårde i området. En af disse ladegårde lå i landsbyen, som da også fik navnet Voerladegård.


Abbeder

  • Gotho, 1183
  • Peder Nielsen, 1443, 1444
  • Thyrgo, 1444
  • Godske, 1454
  • Anders Mogensen, 1454
  • "Sørensen", 1461
  • Ingvar, 1467-1495
  • Peder, 1496
  • Niels Pedersen, 1496, 1498
  • Thomas Pedersen, 1521-1532
  • Morten, 1535
  • Mouritz Mortensen, 1538-1542

Bibliografi

Kilder

  • Acta pontificum Danica. Pavelige Aktstykker vedrørende Danmark 1316-1536. Udg. Alfred Krarup og Johannes Lindbæk, København, 1908, nr. 5884-5885
  • De ældste danske Archivregistraturer 1. Udg. T.A. Becker, København, 1854, s. 181-182, 185-187 og 207

Litteratur

  • http://www.klostermoelle-naturcenter.dk/default.aspx?id=m3s0
  • "Voer Kloster". Wikipedia, sidst tilgået 30/3 2023, [1]
  • "Voer Klosterkirke. Voerladegård Sogn". Danmarks Kirker XVI. Aarhus Amt, bind 41: Kirker i Voerladegård, Vinding, Bryrup, red. Kjeld de Fine Licht, Vibeke Michelsen og Niels Jørgen Poulsen, Nationalmuseet og Poul Kristensens Forlag, Herning, 1993, s. 3874-3881
  • http://www.voerladegaard.dk/historien.htm
  • Dahlerup, Troels. "Bursfelderkongregationen og Danmark. Et bidrag til Voer Klosters Historie i Senmiddelalderen". Kirkehistoriske Samlinger 7:5, 1963, s. 63-77 (til afsnittet om Bursfelderkongregationen)
  • Garner, Holger Nielsen. Oratorium. Af Voer Klosters Historie. Mijøministeriets Udvalg for Kloster Mølle, 1984 (især benyttet til abbedliste)
  • Jørgensen, Jens Ulf. "Rebning - af jord og skov". Den Store Danske, sidst tilgået 7/3 2023, [2]
  • Netterstrøm, Jeppe Büchert. Fejde og magt i senmiddelalderen. Rosenkrantzernes fejder med biskop Jens Iversen og Lage Brok 1454-1475, Landbohistorisk Selskab, Auning, 2012 (til afsnittet om Vosgårde og abbedvalget)
  • Netterstrøm, Jeppe Büchert. "Otte Nielsen (Rosenkrantz)". Danmarkshistorien.dk, sidst tilgået 25/4 2023, [3]
  • Rasmussen, Poul. Herreklostrens Jordegods i det 16. Aarhundrede og dets Historie, Østjysk Hjemstavnsforening, København, 1957
Powered by MediaWiki