Skanderborg Rytterdistrikt

Skanderborg Rytterdistrikt blev oprettet i 1717 og eksisterede de følgende 50 år.

Fra 1670 til 1720 var der mange små rytterdistrikter overalt i landet, også på Skanderborgegnen, hvor bønderne skulle sørge for rytternes bolig og forplejning til gengæld for færre skatter og fritagelse for hoveri og landgilde. Fra 1717 begyndte man imidlertid arbejdet med at organisere rytterne i store rytterdistrikter, hvoraf Skanderborg Rytterdistrikt blev den ene af tre i Jylland. Rytterne skulle herefter bo på krongodset, der derfor de følgende år blev søgt samlet via mageskifter og køb, og i Skanderborg blev der samlet mellem 5000 og 6000 tdr. hartkorn i et område med Tulstrup Kirke som centrum.

Rytterne boede på Skanderborg Ladegård, Silkeborg Slot, Tvilum, Søbygaard og Wedelslund, og i perioden fra 1720-22 blev der ligeledes bygget barakker og stalde til rytterne i Skanderborg, bl.a. brugte man byggematerialer fra det nedrevne Silkeborg Slot. Ca. 150 ryttere – og i perioder meget mere – tog ophold i byen, en del med kone og børn, og det var et stort indryk i den lille købstad med 400-500 indbyggere. Rytterbønder på krongodset skulle fortsat betale for forplejningen, men de var fritaget for at huse rytterne, og var således bedre stillede end fæstebønder på Skanderborgegnens private godser, også selvom rytterbønderne mistede deres skattefordele i 1730. Stavnsbåndets indførelse i 1733 gjaldt ligeledes for bønder på ryttergodset, men blev administreret mere lempeligt her end på de private godser.

Fra år 1721 opførte Frederik 4. i hvert af landets rytterdistrikter en række rytterskoler, som skulle fungere som skole for almuens børn. I Skanderborg Rytterdistrikt blev der oprettet i alt 24 rytterskoler: Fårvang, Gern, Grumstrup, Harlev, Hylke, Hørning, Hørslevbole, Linå, Overby, Sjelle, Skanderup, Skovsrod, Stilling, Storring, Svejstrup, Svendstrup, Søndervissing, Toustrup, Tønning, Tåning, Venge, Virring, Yding og Åstrup.

I 1760’erne var statskassen tom. Kongen besluttede derfor at sælge ud af ryttergodserne, og Skanderborg mistede således sin garnison, da barakker og stalde sammen med størstedelen af krongodset blev solgt til private ejere ved en offentlig auktion i 1767. En del skanderborgske bønder blev selvejere ved denne lejlighed, mens andre måtte nøjes med at blive fæstebønder hos nye, private godsejere, og dermed gå fra et liv som privilegeret rytterbonde til almindelig fæstebonde.

Kilder

”Skanderborg Rytterdistrikt. Uddrag af samtlige bevarede 3.002 skifter 1680-1765”, Erik Brejl. Slægten, 1995, s. 7-8

”Ryttere og Ryttergods i Skanderborgegnen i det 17. og 18. Aarhundrede”, K.C. Rockstroh. Historisk Samfund for Aarhus Stift, 1927

”Skanderborg”, Herbert Madsen, Niels Gjersing, F.G.F. Stellfeld. Centraltrykkeriet i Skanderborg, 1983, s. 61

”Danske Byer og deres Mænd. Skanderborg By”, L. Thane. 1919, s. 30-31