Bernhard Eneboer

Bernhard Sørensen, der i Gl. Rye og på egnen heromkring, var bedre kendt som eneboeren, boede og levede i skovene, der næsten omkranser byen. Nærmere bestemt lå, det der af folk på egnen omtaltes som ”Bernhard eneboers hule” meget tæt på Sletten og det friluftscenter, der ligger her i dag.

Historien om Bernhard Eneboer

Hvem Bernhard Sørensen helt præcis var, og hvorfor han boede i skoven er der vist ingen, der ved helt med sikkerhed. Det fortælles dog om ham, at han skulle være født den 21. oktober 1890 i en landsby i nærheden af Gl. Rye. Her voksede han op sammen med seks søskende og med en far der eftersigende skulle have været temmelig velhavende. Om hans mor melder historien intet.

Faderens velstand betød, at Bernhard, da han blev voksen, fik mulighed for at påbegynde en uddannelse på seminariet. Uddannelsen blev imidlertid aldrig gjort færdig, da Bernhard, ifølge historien om ham, blev bortvist fra seminariet som følge af at have begået tyveri. Det var fra da af, at Bernhard Eneboer trak sig tilbage til skoven, og levede sit liv der, uden særlig kontakt til andre mennesker. Grunden til dette lidt mærkværdige valg, for måden at leve sit liv på, er der vist ingen der rigtigt kender.

Om Bernhards liv

I Skoven boede Bernhard i sin såkaldte ”hule”. Hulen var oprindeligt et gammelt dødishul, der var fremkommet efter den sidste istid var overstået, men Bernhard havde, ved at grave ind i skrænten det lå på, fået gjort det større. Han havde desuden forret hullet med halm og brugte en sæk stoppet med halm til at lukke åbningen til hulen. Det var dog ikke altid at løsningen med halmen var lige praktisk, idet Bernhard også var piberyger. Det betød, at han flere gange gennem sit liv i skoven, var ude for, at hans hule brændte. En gang var han endda med sit piberygeri skyld i en større brand, som endte med at brede sig faretruende tæt på Himmelbjerget.

Bortset fra de tilbagevendende brande, mærkede beboerne på egnen ikke meget til Bernhards tilstedeværelse. At han var der, var der dog ingen tvivl om, idet han af og til kunne finde på, at stjæle en smule mælk fra de fyldte mælkejunger rundt omkring på gårdene, eller snuppe et æg eller to fra deres hønsehuse. Dette var dog ikke noget gårdejerne tog sig særligt af, men accepterede blot denne omstændighed. Anderledes var det med dem der ikke hørte til på egnen, men boede der i deres sommerhuse. De meldte af og til Bernhard Eneboer til politiet, hvis han havde været på spil hjemme hos dem. Det betød, at Bernhard røg i fængsel nogle gange, men det varede som regel ikke længe, inden han igen var tilbage i skoven.

Det var dog ikke kun sommerhusejerne, der ikke brød sig særligt om Bernhard Eneboer. Heller ikke Sognerådet i Gl. Rye var ikke altid lige begejstret for at have ham til at strejfe omkring i skovene. Derfor tilbød de ham, på trods af, at han ikke var gammel nok, en plads på byens alderdomshjem. Et tilbud Bernhard ikke behøvede at tænke længe over, men afslog med det samme. Først da han var blevet noget ældre og svækket af sygdom, lykkedes det at få ham anbragt på Gjern Hvilehjem. Dette var dog ikke med Bernhards gode vilje, og i det skjulte gik han og lagede planer for, hvordan det kunne komme til at lykkes ham at flygte fra hjemmet.

Det sidste spor af Bernhard Sørensen, foruden resterne af hans hule i skoven, der i dag er at finde efter ham, er en natursten der står opstillet på kirkegården ved Gl. Rye kirke. På stenen fremgår alene Bernhard Sørensens navn samt årstallene for hans fødsel og død. En sten der er ligeså beskeden som det liv Bernhard Sørensen levede.

Kilder

Dvd'en: Gl. Rye. Fragmenter af historien – og historier. Produceret af Niels Hovgaard, 2005.

http://geocache.dk/misc/bernhard.pdf