Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Klara og Wilhelm Dupont

Fra Skanderborg Leksikon

Klara og Wilhelm Dupont 1970.


Willi Dupont fortæller om sine forældre Klara og Wilhelm Dupont:

"Min far havde den intention, at han ville skrive sine memoirer, når han gik på pension. Det lod sig ikke gøre, idet han døde med arbejdstøjet på, fire måneder før han kunne have gået på folkepension. Han efterlod sig mange dokumenter, som efter hans ønske er afleveret på dels Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, dels på lokalhistorisk arkiv i Skanderborg.

Jeg har valgt at lave levnedsbeskrivelsen samlet for mine forældre, idet deres arbejde og liv har været så sammenfaldende, at levnedsbeskrivelsen vanskeligt lader sig dele op. Beskrivelserne bygger på mine erindringer og fortællinger, som jeg har fået af mine forældre samt på væsentlige dokumenter i min varetægt."

Wilhelm Dupont.

Indholdsfortegnelse

Vilhelm Eriksen Dupont

Vilhelm Eriksen Dupont blev født den 29. august 1906 i Aalborg, Død den 25. april 1974 i Skanderborg. Bisat i de ukendtes grav ved Skanderup Kirke. Hans far Jacob blev udlært som former i Odense. Han blev i 1904 gift med Bertha, og samme år flyttede de til Aalborg, hvor min far blev født. Jacob arbejdede da i støberiet hos firmaet Buraas. 1907 flyttede familien til Aarhus, og her arbejdede Jacob på støberierne i ”De forenede Jernstøberier” og hos firmaet Frichs A/S, der bl.a. producerede damplokomotiver til Statsbanerne De bosatte sig i det nye arbejderkvarter Ø-gaderne, først i Niels Juels Gade, senere i Falstersgade og i 1916 i Fynsgade.

Hans mor Bertha Dupont er født Eriksen, og min far er opkaldt efter sin morfar, som hed Vilhelm Eriksen, og var blikkenslager i Odense. Senere byggede familien hus på Blåmejsevej nr. 12.

Under sit højskoleophold i Tinz i Tyskland i 1931, ændrede han stavemåden fra Vilhelm til Wilhelm, hvilket han fastholdt resten af sit liv, men aldrig fik ændret i de officielle registreringer.

Wilhelm fik 9 søskende, Den yngste søster Ebba kom til verden, da han var fyldt 18 år. En begivenhed han ikke var stolt af, og han bebrejdede sin far, at han ikke havde sørget for at undgå, at hans mor atter blev gravid.

Trykker og venskab med H.C.Hansen

Han blev elev på Samsøgades skole, og udgik herfra i 1920 efter 7 års skolegang. Han kom i lære som trykker i Jysk Centraltrykkeri, og blev i 1926 udlært som stentrykker (offsettrykker). Wilhelm gik i klasse med Hans Christian Hansen, og de boede begge i Falstersgade. Hans Christian blev senere kun kaldt H.C. Hansen. Han og min far indgik i skolen et venskab, som varede resten af livet. De fulgtes ad gennem ungdomsårene i den socialdemokratiske ungdomsforening DSU. De kom begge i lære i grafiske fag. HC som typograf og Wilhelm som trykker. H. C. Hansen blev landsformand i DSU, Wilhelm rejsesekretær.

I 1926-28 var de en del af trioen de syngende DSU-ere. Wilhelm, H.C. og Harry Holm turnerede på cykel Danmark rundt med sang og oplæsning af Jeppe Aakjærs værker. H.C. spillede mandolin og Harry Holm og Wilhelm sang og deklamerede. 1935-40 var Wilhelm rejsesekretær i DSU og i Herbergsringen, der arbejdede for etablering af vandrehjem rundt i landet.

Da Wilhelm senere blev redaktør i Skanderborg, blev det af ”Det bedre borgerskab” sagt, at han vist havde en fortid, hvor han havde spillet og sunget i gårdene.

Som trykker fik Wilhelm arbejde ved forskellige trykkerier i Århus, han aftjente i 1927-28 sin værnepligt som korporal ved 2. Jyske Bataljon i Viborg.


Klara Johanne Winterberg

Klara Dupont.

Klara Johanne Winterberg blev født 31.maj 1906 i Aarhus. Død den 5. november 1984 i Skanderborg, bisat i de ukendtes grav ved Skanderup Kirke.

Hendes far, Ewald Winterberg var tysk indvandrer, som var meget engageret i den socialdemokratiske bevægelse. Han var klejnsmed og var kommet til Danmark som rejsende svend (Naver). Han var aktiv i Smedenes fagforening og i mere end 25 år medlem af fagforeningens bestyrelse. Ved hans tidlige død i 1930 skrev H. C. Hansen den smukke sang ”Blødt på båren hviler, trygt vor trætte ven”. Sangen har siden da haft fast plads i Arbejdersangbogen, ”Den Røde Sangbog”.

Hendes mor Jenny var datter af Svendehjemmets bestyrerpar, og det var, da Evald logerede på Svendehjemmet, at de lærte hinanden at kende. Familien boede på Kirkegårdsvej og i Peter Skrams gade. Klara kom i Finsensgade skole, hvor hun gik ud af 7. klasse i 1920 som nr. 1 i klassen. Hun kom i lære som viktualieelev hos Slagter Saugman i Aarhus. Hendes oplæring inden for slagterbranchen brugte hun flittigt under besættelsen, idet mange gerne ville have hendes hjælp, når den ”sorte” (ikke registrerede) gris skulle slagtes og parteres.

Ungdom i arbejderbevægelsen, giftemål og Tysklandsophold

Klara og Wilhelm var begge aktive ledere i DUI og DSU og havde deres gang i ungdommens tilholdssted ”Diskussionsklubben” i Amaliegade, nabo til Folkets Hus. De blev gift 29. aug. 1929 på Rådhuset i Aarhus. De fik to børn, Anni f. 1933 og Willi f. 1936.

Under en arbejdsløshedsperiode i 30-erne videreuddannede Wilhelm sig på den socialistiske arbejderhøjskole Tinz i Thyringen, Tyskland. Min mor og min far var enige om, at de ville vie deres liv sammen til at fremme den demokratiske socialisme.

Klara og wilhelm Dupont.


Arbejderhøjskolen i Tinz var datidens universitet for den socialdemokratiske arbejderbevægelse i hele Europa, og en række unge danske socialdemokrater var på studieophold dernede, bl.a. Hans Hedtoft, H. C Hansen, Nina Andersen m.fl.

For at få økonomien til at hænge sammen tog min mor job som bestyrer af brugsforeningen på Trøjborg. Men af brevene fra Wilhelm under opholdet fremgår det med al tydelighed, at det var vanskeligt.

Med opholdet i Tyskland fik Wilhelm et indgående kendskab til udviklingen i tysk politik med den spirende nazisme og den voksende polarisering mellem partierne. Han fik naturligvis en række gode venner blandt de øvrige kursister, og han blev perfekt i det tyske sprog.

I 1933 blev Arbeitervolchhochschule Tinz ransaget af GESTAPO. De beslaglagde en række tryksager, de ikke brød sig om, og skolen blev derefter lukket..


Lokalredaktør af Skanderborg Socialdemokrat

I 1940, netop da tyskerne besatte Danmark, blev min far ansat som lokalredaktør for Skanderborg Socialdemokrat med bopæl over redaktionen, Adelgade 117. Arbejdet i Skanderborg blev mine forældres hovedgerning. Arbejdet som lokalredaktør var et job for hele familien, min mor og senere min søster og jeg selv deltog som meddelere til redaktionen, vi tog referater af foreningsmøder, og hvis et bud havde glemt en abonnent, cyklede jeg ud med et eksemplar. Jeg måtte desværre ikke få en regulær avisbudplads, ”for redaktørens søn måtte ikke tage arbejdet fra almindelige arbejderbørn.”


Kvindeudvalg og Danske Kvinders Beredskab

Mine forældre deltog begge aktivt i alt, hvad der rørte sig i lokalsamfundet. Min mor startede Kvindeudvalget i Socialdemokratisk forening, hvori der hidtil udelukkende havde været tilknyttet mænd.

1941 blev hun leder af Danske Kvinders Beredskab D.K.B. og organiserede bl. a. registrering af sengepladser hos private til brug i tilfælde af en katastrofesituation.

Gennem kvindeudvalget arrangerede hun årlige højskolebesøg, hvor kvinderne kom en weekend på højskole, det kunne være i Ry eller Vestbirk. Højskoleopholdet (om end det var kort,) var en stor oplevelse for mange af kvinderne, og det krævede ofte stor overtalelse af deres mænd, før de kunne få lov at være borte fra familien en hel weekend.

Besættelsestiden

Under besættelsen var min far specielt på det organisatoriske plan aktiv i modstandsgruppen "Ringen". Gruppen var socialdemokratisk baseret og ledet af Frode Jacobsen fra Frihedsrådet. Min far organiserede det lokale arbejde i Skanderborg. Det gav ham tanker til bekymring, hvordan han skulle reagere, hvis en af de tidligere højskolekammerater dukkede op på redaktionen i tysk uniform? Det skete aldrig, men hvordan han ville have reageret, hvis det var sket, ved jeg ikke.

I vores hjem fik vi ofte besøg af unge mænd, der kom på cykel fra Århus og skulle overnatte hos os en enkelt nat. Det var ungdomskammerater af mine forældre. De kom fra Aarhus og havde været nødt til at flygte. Skanderborg blev brugt som mellemstation, idet min far pga. et godt og fortroligt forhold til stationsforstanderen, kunne skaffe billet til toget og Storebæltsfærgen, så de kunne komme videre til København og derfra via andre kontakter over sundet til Sverige. De efterladte cykler endte som reservedele hos Leo Christensen, ejeren af Cykel-Børsen.

Min mor organiserede indsamling af frugt. De unge fra DUI og DSU blev med trækvogne og på cykler sendt rundt til haverne I byen og i oplandet for at indsamle frugt, som derefter af frivillige kvinder blev kogt til marmelade i kommuneskolens køkken og brugt i bl.a. skolebespisningen og Asylet. Det gav ekstra kolorit på maden, i skolebespisningen, når der kom lidt æblemos oven på byggrøden.

En omsyningscentral blev startet med hjælp fra kvinderne i Kvindeudvalget. Her kunne folk få syet nye klæder af gammelt, men ikke helt udslidt tøj. Centralen blev drevet af kvinder, der var dygtige til at klippe og sy tøj, og den havde til huse hos en af kvinderne, som stillede sin stue eller et loftsværelse til rådighed som systue. Det blev sagt, at børnene i Skanderborg var mere velklædte, en hvad der blev set i andre byer.

Også en husmoderafløsning organiserede Klara, hvor frivillige kvinder sørgede for ikke kun at hjælpe husmødrene, men også for at skaffe arbejdspladser og dermed forhindre, at kvinder blev henvist til at arbejde for tyskerne.

I 1943 blev min far første gang valgt ind i Skanderborg Byråd, et medlemskab han bevarede, til sin død.

I foråret 1945 blev min fars gode tyskkundskaber udnyttet. Tyskerne havde i 1943 okkuperet åndssvageanstalten Sølund, og derved forbrugt både el og gas, leveret af kommunen, men aldrig betalt for forbruget. Da man kunne se, at krigen nærmede sig sin afslutning, kunne man også slutte sig til, at regningen aldrig ville blive betalt.

Borgmester Olaf Nielsen bad min far, som han vidste talte godt tysk, om at ledsage ham ud til kommandanten på Sølund og præsentere ham for regningen . Resultatet blev, at Tyskerne betalte og altså bidrog lidt til den også dengang slunkne kommunekasse.

Straks efter befrielsen, da skoven var blevet rømmet af tyskerne, foreslog han i byrådet, at byen skulle indrette vandrerhjem i den tidligere generalbolig og officerskantine.

Kvindernes Eftermiddagsprogram

I 1950 bliver min mor bedt om at indtræde som repræsentant for arbejderkvinderne i tilrettelægningsgruppen for radioprogrammet Kvindernes Eftermiddagsprogram. I gruppen sad også en repræsentant for landbokvinderne og en for Dansk Kvindesamfund. Hun accepterede, og det indebar, at hun var til møde i København hver anden onsdag. Det lod sig gøre ved at rejse frem og tilbage med lyntoget kl. 6 morgen med hjemkomst kl. 10 aften.

Wilhelm Dupont taler ved indvielsen af Dronning Dagmars Dreng. 1970.

Borgmester i Skanderborg

I 1952 søgte min far at blive Skanderborgkredsens folketingskandidat, men han måtte opleve, at kredsen foretrak borgmester Ove Hansen fra Ballerup, som da også i 1953 blev valgt til Folketinget.

I 1954 blev min far valgt til borgmester i Skanderborg, Han kunne så ikke også passe jobbet som lokalredaktør for Social-demokraten, og da vi boede i lejligheden over redaktionen, måtte man finde et andet sted at bo. Det blev et lille hus i Nørregade nr. 34, hvor min mor boede til sin død. I stedet for helt at blive afskediget som redaktør, fik han arrangeret en form for orlov fra posten, idet min mor fik jobbet som konstitueret redaktør indtil videre i den første valgperiode.

Socialdemokraterne fik ikke flertal i byrådet, men da det konservative medlem arkitekt Schmidt foretrak min far som borgmester, frem for venstremanden bankdirektør Øhrstrøm, blev min far valgt. Han arbejdede ihærdigt på at få etableret et Jysk Nervesanatorium i Skanderborg. Det skulle ligge på Højdedraget og være med til at hjælpe byudviklingen i det område. Han trak på alle de kræfter, han kendte, men i sidste ende var det Vejle, der løb med projektet, som blev til Vejle Fjord Nervesanatorium.

1953 blev Klara opstillet til valget til Landstinget for Herning kredsen. Men da Grundloven blev ændret ved samme valg, og Landstinget dermed afskaffet, førte det ikke videre.

Ove Hansen fandt en opstillingskreds på Sjælland, der lå mere praktisk i forhold til hans bopæl i Ballerup, og Wilhelm blev nu opstillet i Skanderborgkredsen.

I 1956, på hans 50 års fødselsdag d. 29. aug. viede han på rådhuset, sin datter Anni, til elektriker Henning Rosendal, fra Esbjerg.

Medlem af Folketinget.

14. maj 1957 blev han valgt til Folketinget og var medlem i to valgperioder indtil valget i januar 1968, hvor han ikke blev genvalgt. I januar 1968 døde borgmester Willy Petersen, og Wilhelm overtog igen borgmesterposten i Skanderborg.

Skolespørgsmål var min fars hovedinteresse. Han havde selv følt savnet af en grundig skoleuddannelse, og hele sit liv arbejdede han meget aktivt på, at folkeskolen skulle få de bedst mulige vilkår at arbejde under. Han var formand for Landsforeningen af Skolekommissioner og Skolenævn, og han havde flere ordførerskaber i Folketinget vedr. skolespørgsmål. Min far var alle sine år i Skanderborg Byråd medlem af skolekommissionen, og i mange år som formand. Han var ligeledes mangeårigt medlem af landsforeningen "Skole og Samfund", også her i 20 år som landsformand.

1957 blev min far Socialdemokraternes ordfører i Nordatlantiske spørgsmål vedrørende Grønland og Færøerne, en ordføreropgave der ikke var særlig eftertragtet på det tidspunkt, p.g.a. det dårlige samarbejdsklima, der var opstået med Færøerne efter Klaksvigkrisen i 1953.

Han rejste til Grønland og et par gange til Færøerne, hvor han fik mange gode venner.

I 1965 var han ordfører for socialdemokraterne ved loven om afskaffelse af revselsesretten i folkeskolen, det vil sige afskaffelsen af spanskrøret. Loven var ugleset blandt mange, i både skole- og kirkelige kredse.

1965 havde Folketinget vedtaget, at der skulle bygges en Østjysk Motorvej, og der var kræfter, der gerne så, at Vejdirektoratet blev flyttet til Jylland. Min far arbejdede ihærdigt på, at det skulle flytte til Skanderborg, han arrangerede weekend-ophold for potentielle udflyttere fra Vejdirektoratet, som med deres familier fik en rundtur i kommunen med fremvisning af kommunens herligheder og af byggegrunde i det nye boligområde i Højvangen.

Direktør i Vejdirektoratet Per Milner var positiv for projektet. Men endnu engang måtte man opleve, at partier i Folketinget mistede modet til at flytte statsadministrationer bort fra Hovedstaden. En udflytning af Motorvejskontoret blev det dog til i 1969, og i 1973 var der ansat 75 personer på Motorvejskontoret i Skanderborg. Det er også i dag (2015) Vejdirektoratets domicil i Jylland.

I 1965 var min far var ordfører ved loven om udlevering af De Islandske Håndskrifter. Udleveringen blev vedtaget efter en hidsig debat i Folketinget og i befolkningen. Ordførerskabet bragte ham mange negative bemærkninger, som han tog sig meget nær. Fra kredse omkring universiteterne blev Socialdemokratiet bebrejdet, at man lod en ”ikke akademiker” være ordfører i en så vigtig sag, hvis konsekvenser kun fuldt ud lod sig forstå af universitetsfolk.

Mange tillidshverv

Wilhelm Dupont havde utallige tillidshverv i foreninger, institutioner m.v. bl.a. en lang periode som formand for tilsynsrådet for skolehjemmet Himmelbjerggården, medlem af Tårnkommiteen for Himmelbjerget, medlem af bestyrelsen for Jydsk Telefon, og formand for kommuneforeningen i Århus Amt, Wilhelm var medlem af Overfredningsudvalget for Århus og Vejle amter, der i 1972 bl. a. gennemførte fredningen af landskaberne omkring Gl. Rye, Skanderborg sø og Mossø.


Kilder

Willi Dupont, Skanderborg, April 2015

Wilhelm Duponts scrapbog. Skanderborg Historiske Arkiv

HANS HEDTOFT Liv og Virke, forlaget Fremad 1955.

En historie fortalt i billeder (Bo Lidegaard) Gyldendal 2005

Heimvolkschule -Tinz . Thüringisches Statsarkiv 1951

Powered by MediaWiki