Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Kommunalpolitik i Skanderborg 1919-1970

Fra Skanderborg Leksikon

Indledning

Skanderborg Byråd, 1969. Foto: Richard Scharling.

Der er kommunalvalg den 21. november 2017. Skanderborg er nu en kommune med 60.000 indbyggere, så der er sket meget siden 1970, hvor kommunen havde mindre end 10.000 indbyggere. Indtil 1963, hvor der skete en sammenlægning med Skanderup-Stilling kommune, var Skanderborg en lille indeklemt købstad på 5.000 indbyggere. Det store spring skete i 2007 med sammenlægningen med Hørning, Galten og Ry kommuner.

Skanderborg Leksikon har portrætter af periodens borgmestre: Aage Weng (R), L. Bie Rasmussen (S), Olaf Nielsen (K), O.E. Øhrstrøm (V), Wilh. Dupont (S) og Willy Pedersen (S) – personer som med forskellig partifarve satte præg på byens udvikling. I 34 år blev byen ledet af socialdemokratiske borgmestre, og i 16 år af borgmestre af borgerlig observans.

Når der nu udskrives kommunalvalg, er det under andre forhold end før 1970. Reglerne om valg er stort set de samme som i 1919, men andre forhold er meget forandrede. Indtil 1970 var der kun 3-4 partier/lister, der opstillede i Skanderborg. I dag er der 11 partier eller lister. I Skanderborg byråd er der nu 6 partier repræsenterede, medens der i 1970 var 3 partier. Forholdene var tidligere mere overskuelige.

En anden forskel er byrådsmedlemmernes erhverv. I byrådet lige før 1970 så man hos socialdemokraterne følgende erhverv: maskinarbejder, overpostbud, tømrer og vejmand, I den borgerlige gruppe var det murermester, tømrermester, købmand og gårdejer. Solide jobs som sagde vælgerne noget om erfaring fra det praktiske liv. Nu optræder der i byrådet mere anonyme erhverv som konsulent, projektleder eller selvstændig. Ikke blot i Skanderborg, men overalt, er det i dag næsten umuligt at se en håndværker deltage i kommunalpolitik.


Politiske partier i perioden

I Skanderborg var Borgerlisten et særligt fænomen. Listen blev i perioder med rette betragtet som en kamufleret venstreliste. Før kommunalreformen i 1970 var de konservative i byerne stærkere end Venstre. De konservative var et parti for håndværkere og handlende, mens Venstre primært var landmændenes parti. Ved at lade Venstre styre en borgerliste nåede man længere ud, og man kunne tage en radikal eller upolitisk med på listen. Ved valgene i 1937 og 1943 gik de konservative med i borgerlisten. Fra 1950 opstillede de konservative igen deres egen liste. Måske havde det sammenhæng med en strid, som omtales senere.

Et andet punkt er, at der ikke før 1982 i byrådet var et parti til venstre for socialdemokratiet. Socialistisk Folkeparti (SF) begyndte at komme ind i byrådene i 1960erne. Men ikke i Skanderborg. Her holdt man sig til det kendte – socialdemokraterne. Det sidste byråd inden 1970 havde 17 medlemmer, heraf 9 socialdemokrater, 6 fra borgerlisten og 2 konservative. Et politisk meget overskueligt byråd..

De radikale havde den første borgmesterpost fra 1919 med sagfører Aage Weng som borgmester indtil 1925. Herefter havde de radikale et mandat i byrådet indtil 1946, hvorefter partiet forsvandt i 25 år. Det enlige radikale mandat tilhørte handelsmand Ole Sørensen, der i en årrække var tungen på vægtskålen, når der skulle vælges borgmester. Det radikale parti var i perioden 1919 – 1970 det eneste parti, der var repræsenteret udover socialdemokraterne, borgerlisten (venstre) og de konservative.


Borgmestre indtil 1950

Skanderborgs første folkevalgte borgmester, sagfører Aage Weng, ca. 1915. Foto: Ukendt.

Indtil 1919 var borgmestrene kongevalgte. En med nutidens øjne ejendommelig konstruktion. Det var byens dommer, der havde hvervet som borgmester. Det er beskrevet, at den sidste kongevalgte borgmester i Skanderborg, Valdemar Givskov, reelt fungerede som en sagkyndig mødeleder, der aldrig deltog i afstemninger. Den første folkevalgte borgmester var sagfører Aage Weng, der havde kontor i Adelgade 83, hvor et advokatfirma stadig har til huse. Så uanset Skanderborg aldrig har været en radikal højborg, har de dog haft en borgmesterpost.


Der var i peroden fra 1919 til 1970 to dramatiske borgmestervalg. Første gang var i 1925, hvor lokomotivfører L. Bie Rasmussen ved lodtrækning blev valgt som den første socialdemokratiske borgmester. Det radikale medlem, der skulle afgøre valget, kunne ikke beslutte sig, så der måtte foretages lodtrækning. L. Bie Rasmussen fik 18 år som borgmester. Det kunne uden tvivl være blevet til flere år, hvis ikke han på grund af sygdom måtte opgive at genopstille i 1943.


Ved valget i 1943 fik socialdemokraterne og borgerlisten hver 5 mandater, men denne gang valgte den radikale Ole Sørensen, som hidtil havde støttet socialdemokraterne, at skifte side. Den konservative Olaf Nielsen, der var direktør i byens store tømmerhandel, blev borgmester. I 1946 blev Olaf Nielsen genvalgt, og bankdirektør O.E. Øhrstrøm fra den dominerende Skanderborg Bank kom ved dette valg ind i byrådet for Borgerlisten. Olaf Nielsen var formand for bankens repræsentantskab, så umiddelbart burde der ikke være problemer med samarbejdet mellem de to erhvervsfolk.

Handelsmand Ole Sørensen – radikalt medlem af byrådet 1929 – 1946.



Borgmestre 1950 - 1970

Bankdirektør Øhrstrøm blev valgt som borgmester i 1950, hvor de konservative og Borgerlisten fik hver 3 mandater, og socialdemokraterne 5. Der er noget, der tyder på, at der i denne periode opstod et personligt fjendskab mellem ledende konservative og Øhrstrøm. Vi ved ikke, hvordan det er opstået, men at den tidligere borgmester Olaf Nielsen afviklede forbindelsen til Skanderborg Bank var et synligt tegn på uvenskabet. Ved valget i 1954 skiftede flertallet, og den socialdemokratiske lokalredaktør af Demokraten, Wilh. Dupont blev valgt som borgmester.


Ved valget i 1958 var der lagt op til et comeback for bankdirektør Øhrstrøm. Wilh. Dupont var i 1957 blevet valgt til Folketinget, og sygekassekasserer Willy Pedersen var blevet borgmester. Det var en ganske ny mand, der skulle konkurrere med den erfarne Øhrstrøm. Resultatet blev en stor sejr til Øhrstrøm, der blot lige skulle have det enlige konservative medlems stemme for at blive borgmester. Men den konservative arkitekt J. Schmidt nægtede at stemme på Øhrstrøm. Det var noget personligt som det blev sagt. Debatten rasede, men de konservative stod fast. Willy Pedersen blev valgt, og Øhrstrøm forlod byen som en skuffet mand. Trods borgerligt flertal fik man en socialdemokratisk borgmester. Det var en sensation på det tidspunkt.

Willy Pedersen blev genvalgt med solide stemmetal i 1962, 1963 og 1966. Valget i 1963 skyldtes sammenlægningen mellem Skanderborg og Skanderup-Stilling kommuner. Da Skanderup-Stilling havde et klart borgerligt fleral, regnede man med et borgmesterskifte, men den populære Willy Pedersen var ikke truet, så den nye kommune fik en socialdemokratisk borgmester. I 1968 måtte Willy Pedersen som 53 årig trække sig tilbage af helbredsgrunde, og Wilh. Dupont, der ikke var blevet genvalgt til Folketinget, blev igen borgmester.


Forsoning mellem Venstre og konservative

Lige efter borgmestervalget i 1958 var forholdet mellem Venstre (Borgerlisten) og de konservative meget køligt. Man hilste afmålt på hinanden. Kommunesammenlægningen i 1963 bragte imidlertid nye folk ind i byrådet, og den gamle strid trådte i baggrunden. Borgerlistens leder i byrådet, advokat M. Paludan-Müller og den konservative leder politiassessor H. Jungløv var naboer på Solgårdsvej i Sølyst området. De kendte også hinanden fra arbejdet som anklager og forsvarer i retssalen i det gamle rådhus på Torvet. Der blev sluttet fred, og det gik så vidt, at den større borgerliste overlod viceborgmesterposten til Jungløv, mens Paludan-Müller blev ordfører for de to partiers fælles byrådsgruppe. Det var helt nye tider.

Borgmester Willy Pedersen ved sin afskedsreception i 1968 sammen med Borgerlistens leder, advokat M. Paludan-Müller. Foto: Ukendt.


Kvinder i politik

Fra 1919 til 1970 var kvinder en sjældenhed i byrådet. Nu er 5 af byrådets 29 medlemmer kvinder. I årene lige før kommunesammenlægningen i 1963 havde socialdemokraterne og Borgerlisten hver en kvinde i gruppen. I det sidste byråd inden 1970 var der kun 1 kvinde af byrådets 17 medlemmer. Man var optaget af at få dækket alle hjørner af kommunen med lokale kandidater, og prioriterede ikke opstilling af kvinder.


Valgkamp før og nu

Overalt i Skanderborg kommune hænger der nu billeder af kandidaterne, som er aktive på gader og pladser. Valgplakater med personer eksisterede ikke før 1970, og der var ikke lokalradio eller TV Der var ingen vælgermøder, men op til valget var der annoncer i aviserne. Her kunne man se, hvem der stillede op for partierne, og, hvad der var vigtigt, hvem der anbefalede at stemme på et bestemt parti. Stillerlisten, som det hed, var vælgerforeningsmedlemmer, der bekendte kulør. Den lokale presse fulgte valget tæt. Aviserne var partipolitiske, og talerør for deres parti. Demokraten var socialdemokratisk, mens Skanderborg Amtsavis støttede Borgerlisten. Avisen blev nærmest betragtet som en filial af Skanderborg Bank.

Men forskellen fra før og nu er især det engagement, der i dag kræves af kandidaterne. Det var en ukendt ting ved tidligere tiders lokalvalg. For mange var det en form for borgerpligt stilfærdigt at melde sig, når partiet manglede en kandidat. Byrådshvervet krævede ikke så meget tid som nu. Kommunerne var ikke store, og det var papirmængderne heller ikke.

Skrevet af Svend Paludan-Müller


Kilder

Skanderborg Leksikon: Borgmestre

Hof- og Statskalenderen

Kommunal Årbog

Powered by MediaWiki