Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Sneptrup præstegård

Fra Skanderborg Leksikon

Linje 3: Linje 3:
'''Før Sneptrup'''
'''Før Sneptrup'''
-
I 1386 tilskødede Jacob Troelsen Benderup på Stensballegård to gårde i Sneptrup til Øm kloster. Han havde tidligere skænket klosteret en toft, som hørte til Lindegården (senere delt op i to: Bakkegården og Tranegården).
+
[[Fil:B37102.jpg|300px|thumb|right|Maleri af Sneptrup præstegård, i baggrunden ses Ovsted kirke.]]I 1386 tilskødede Jacob Troelsen Benderup på Stensballegård to gårde i Sneptrup til Øm kloster. Han havde tidligere skænket klosteret en toft, som hørte til Lindegården (senere delt op i to: Bakkegården og Tranegården).
Før der blev bygget en præstegård i Sneptrup, ejede Ovsted kirke en gård i Bjødstrup. Gården var i kirkens hænder så langt tilbage som starten af 1300-tallet. Efter 1587 overgik gården til kongen, som senere solgte den videre til Claus Glambech, efter at den havde været pantsat af Folmer Rosenkrantz. Efterfølgende er det uklart hvad der skete med gården. Måske brændte den ned, men senere blev der opført to nye gårde på området.
Før der blev bygget en præstegård i Sneptrup, ejede Ovsted kirke en gård i Bjødstrup. Gården var i kirkens hænder så langt tilbage som starten af 1300-tallet. Efter 1587 overgik gården til kongen, som senere solgte den videre til Claus Glambech, efter at den havde været pantsat af Folmer Rosenkrantz. Efterfølgende er det uklart hvad der skete med gården. Måske brændte den ned, men senere blev der opført to nye gårde på området.
Linje 18: Linje 18:
'''Gården under præsten og botanikeren J.S. Deichmann Branth'''
'''Gården under præsten og botanikeren J.S. Deichmann Branth'''
-
I 1880 flyttede botaniker og præst Jacob Severin Deichmann Branth (1831-1917) ind på gården, med sin daværende hustru Sophie Fanny Deichmann Branth, f. Dumreicher. Gården besad dengang 187 tønder land, som pastor Branth selv tog sig af i stedet for at bortforpagte det. På trods af 25 års ægteskab var parret barnløst da pastorinde Branth døde i 1887. I 1889 blev pastor Branth gift med den meget yngre Emmy Boldsen (1864-1937), datter af sognepræst Henrik Carsten Boldsen fra Fruering. Med den nye pastorinde kom der liv i præstegården, for i perioden 1890 til 1904 blev der født syv børn. Da det sidste barn var født, var pastor Branth over 70 år.
+
[[Fil:B37118.jpg|300px|thumb|left|Sneptrup præstegårds gårdsplads under pastor Deichmann Branth.]]I 1880 flyttede botaniker og præst Jacob Severin Deichmann Branth (1831-1917) ind på gården, med sin daværende hustru Sophie Fanny Deichmann Branth, f. Dumreicher. Gården besad dengang 187 tønder land, som pastor Branth selv tog sig af i stedet for at bortforpagte det. På trods af 25 års ægteskab var parret barnløst da pastorinde Branth døde i 1887. I 1889 blev pastor Branth gift med den meget yngre Emmy Boldsen (1864-1937), datter af sognepræst Henrik Carsten Boldsen fra Fruering. Med den nye pastorinde kom der liv i præstegården, for i perioden 1890 til 1904 blev der født syv børn. Da det sidste barn var født, var pastor Branth over 70 år.
Som botaniker var pastor Branth specialist i de danske og nordiske lavarter, en svampeart som bl.a. sætter sig på klipper, men også træ, gold jord, sand og menneskeskabte strukturer som murværk. Som specialist fik han ofte tilsendt lavarter fra hele norden, bl.a. Island og Grønland og havde dermed til arbejde at katalogiserer de mange mængder af lavarter. Stort set alle lav der blev fundet på Færøerne, Island og Grønland blev alle navngivet på Sneptrup præstegård. Pastor Branth indrettede et rum på præstegården, som blev kaldt for ”Lavkammeret”.  Lavarterne i rummet skulle efter sigene have afgivet en dårlig lugt som hang ved rummet, selv mange år efter at pastor Branth i 1906 fraflyttede præstegården.
Som botaniker var pastor Branth specialist i de danske og nordiske lavarter, en svampeart som bl.a. sætter sig på klipper, men også træ, gold jord, sand og menneskeskabte strukturer som murværk. Som specialist fik han ofte tilsendt lavarter fra hele norden, bl.a. Island og Grønland og havde dermed til arbejde at katalogiserer de mange mængder af lavarter. Stort set alle lav der blev fundet på Færøerne, Island og Grønland blev alle navngivet på Sneptrup præstegård. Pastor Branth indrettede et rum på præstegården, som blev kaldt for ”Lavkammeret”.  Lavarterne i rummet skulle efter sigene have afgivet en dårlig lugt som hang ved rummet, selv mange år efter at pastor Branth i 1906 fraflyttede præstegården.

Versionen fra 12. feb 2018, 10:59

Ca. 8 km syd for Skanderborg ligger Sneptrup præstegård, som tilhører Ovsted-Taaning sogn. Gården blev bygget i 1747 af den daværende sognepræst Nicolai Langballe (1720-1790), til embedsbolig en rolle som den stadig besidder.

Før Sneptrup

Maleri af Sneptrup præstegård, i baggrunden ses Ovsted kirke.
I 1386 tilskødede Jacob Troelsen Benderup på Stensballegård to gårde i Sneptrup til Øm kloster. Han havde tidligere skænket klosteret en toft, som hørte til Lindegården (senere delt op i to: Bakkegården og Tranegården).

Før der blev bygget en præstegård i Sneptrup, ejede Ovsted kirke en gård i Bjødstrup. Gården var i kirkens hænder så langt tilbage som starten af 1300-tallet. Efter 1587 overgik gården til kongen, som senere solgte den videre til Claus Glambech, efter at den havde været pantsat af Folmer Rosenkrantz. Efterfølgende er det uklart hvad der skete med gården. Måske brændte den ned, men senere blev der opført to nye gårde på området.

Sneptrup præstegård blev første gang omtalt i et brev fra 1472, hvor Sneptrup blev nævnt som ”kirkegård”, ”ejendom til Ovsted kirke” og ”præstelod” – altså en præstegård. Det vides dog ikke præcis hvornår præsten flyttede dertil, men sandsynligvis omkring 1459 da Øm kloster i det år hentede breve og attester ind på markskel og grænser mellem Sneptrup og naboer. Omkring 1550’erne blev der bygget en ny gård, hvor Sneptruppræsten blev af Øm kloster fritaget for at bidrage med tømmer, lægter, ved og halm på trods af at have skov til sin jord.

En ny præstegård

I 1747 var Ovsted-Taanings præstegård atter i forfald, og derfor anmodede sognets præst Nicolai Langballe om tilladelse til at opføre en ny. Han fik lov til at bygge, men en pålagt afgift til Skanderborg gjorde byggeriet besværligt. Han måtte flere gange skrive til kongen om at få nedsat afgiften. Langballe fik dog bygget sin gård for egen regning, efter en arv han havde fået fra sine forældre og svigerforældre. Den nye gård blev placeret et stykke væk fra, hvor den gamle gård havde ligget.

Præstegårdens jorde blev selv varetaget af sognepræsten, flere var endda dygtige landmænd, som Andreas Hald der havde øje for nødvendigheden af omstilling til husdyravl. Også efterfølgeren Ingvard Linnemann (1822-1892) passede godt på gården, og under ham gennemgik gården en større istandsættelse. Linnemann lod dog gården bortforpagtes, og til forpagteren blev der bygget en bolig som stod indtil 1916.

Gården under præsten og botanikeren J.S. Deichmann Branth

Sneptrup præstegårds gårdsplads under pastor Deichmann Branth.
I 1880 flyttede botaniker og præst Jacob Severin Deichmann Branth (1831-1917) ind på gården, med sin daværende hustru Sophie Fanny Deichmann Branth, f. Dumreicher. Gården besad dengang 187 tønder land, som pastor Branth selv tog sig af i stedet for at bortforpagte det. På trods af 25 års ægteskab var parret barnløst da pastorinde Branth døde i 1887. I 1889 blev pastor Branth gift med den meget yngre Emmy Boldsen (1864-1937), datter af sognepræst Henrik Carsten Boldsen fra Fruering. Med den nye pastorinde kom der liv i præstegården, for i perioden 1890 til 1904 blev der født syv børn. Da det sidste barn var født, var pastor Branth over 70 år.

Som botaniker var pastor Branth specialist i de danske og nordiske lavarter, en svampeart som bl.a. sætter sig på klipper, men også træ, gold jord, sand og menneskeskabte strukturer som murværk. Som specialist fik han ofte tilsendt lavarter fra hele norden, bl.a. Island og Grønland og havde dermed til arbejde at katalogiserer de mange mængder af lavarter. Stort set alle lav der blev fundet på Færøerne, Island og Grønland blev alle navngivet på Sneptrup præstegård. Pastor Branth indrettede et rum på præstegården, som blev kaldt for ”Lavkammeret”. Lavarterne i rummet skulle efter sigene have afgivet en dårlig lugt som hang ved rummet, selv mange år efter at pastor Branth i 1906 fraflyttede præstegården.

Pastor Branths nevø forfatter og bibliotekar Carl Otto Dumreicher, gav efter onkels død et samtidsbillede af Sneptrup præstegård:

”Sneptrup ligger for sig selv på en fast kile af jord, der skyder sig ud i et bredt engdrag, og således har gård og have omgivet af grønne græsflader med den lille kildeskov på den ene side, og den skønne storskov på den anden side og bakker ude i kimingen på den tredje side. Hovedbygningen af bindingsværk er fra 1747 med ferskner, roser, vindruer og vildvin op ad de hvidkalkede mure. Omkring den store gårdsplads lå tre andre bygninger med stalde til heste, køer og grise samt bryggers, konfirmationsstue og rullestue. Alle fire bygninger var dengang stråtækte. Udenfor porten stod en ældgammel eg. En lille å rislede forbi, og gennem portbuen skimtede man en granbevokset bakke. Bag hovedbygningen var endelig en usædvanlig smuk have med mange sjældne træer og bloster og en vrimmel af stikkelsbærbuske. – Præstegården var et fuldkomment paradis for en ferieglad skoledreng og havde dengang tilmed et jordtilliggende på 187 tdr. land og en ret stor besætning af dyr.”

Carl Otto Dumreicher var Deichmann Branths nevø gennem sit første ægteskab. Han kom på præstegården hver sommer gennem 16 år. Sneptrups have bar præg af Deichmann Branths botaniske interesse, og foruden talrige frugttræer var der tulipantræ, ægte kastanje, valnød og platan.

De senere år

I 1914 blev Peter Østergaard præst for Ovsted-Taaning, og flyttede ind på Sneptrup. Da han kom til var gården efterhånden gammel og slidt, og nybyg var nødvendigt. Østergaard var en meget praktisk mand, som i 1916 lod gårdens avlsbygninger med undtagelse af lade og svinestald nedrive. Dertil lod han opfører to nye længer. Sneptrup blev reddet fra udstykning, som ville have berøvet embedet mulighed for afdrag og forrentning af byggeriet. Samtidig med byggeriet lod han også den pikstensbelagte gårdsplads fylde med grus.

Den nye præst efter Østergaard, Karl Johannes Mogensen Ladegaard (1879-1947) ønskede i flere år at få selvdrift over gården, men menighedsrådet nægtede da de mente det ikke ville være en økonomisk fordel for præsten.

Gården forsætter den dag i dag med at være præstegård, og i 1980 blev Sneptrup registreret som en af de fem største præstegårde i landet.

Kilder:

Sognepræst Brun Jensens noter om Sneptrup præstegård.

Powered by MediaWiki