Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Vester Mølle

Fra Skanderborg Leksikon

m
m
Linje 1: Linje 1:
-
Vestermølle, også kaldt Vester Mølle, ligger ved østbredden af [[Skanderborg Sø]] i [[Fruering sogn]] og har været en vandmølle.  
+
[[Fil:Vestermølle 1905.jpg|thumb|350px| Vestermølle, ca. 1905-1909.]]Vestermølle, også kaldt Vester Mølle, ligger ved østbredden af [[Skanderborg Sø]] i [[Fruering sogn]] og har været en vandmølle.  
===Historie===  
===Historie===  
Linje 23: Linje 23:
I anden halvdel af 1800-tallet var Skanderborgernserne begejstret for [[Pavillonen, Skanderborg Dyrehave]]. Borgerskabet drog ud af byen og i skoven for at nyde de idylliske omgivelser. I 1912 åbnede Christian Christensen et traktørsted ved Vestermølle som var populært i borgerskabet. Landskabet ved møllen var tiltrækkende for borgerne der ville ud af byens myldrer. Her var der skov, rislende vandfald, gåstier, og en mølledam ”med vand som en bjergsø”. [[Marie Johanne Løvschall]] var blevet enke, og tanken om at udleje den gamle aftægtsbolig til restauration var tiltrækkende. Restauranten var et traktørsted. Før møllens ødelæggelse havde man beværtet bønderne der kom for at male korn. Gæsterne blev sejlet til Vestermølle fra Skanderborg på en turistbåd, da de to automobiltaxaer der var i Skanderborg, ikke fik tilladelse til at bruge vejen mod Vestermølle. I 1932 åbnede man så op for en rutebilrute til beværtningen, der kørte alle søn- og helligdage.  
I anden halvdel af 1800-tallet var Skanderborgernserne begejstret for [[Pavillonen, Skanderborg Dyrehave]]. Borgerskabet drog ud af byen og i skoven for at nyde de idylliske omgivelser. I 1912 åbnede Christian Christensen et traktørsted ved Vestermølle som var populært i borgerskabet. Landskabet ved møllen var tiltrækkende for borgerne der ville ud af byens myldrer. Her var der skov, rislende vandfald, gåstier, og en mølledam ”med vand som en bjergsø”. [[Marie Johanne Løvschall]] var blevet enke, og tanken om at udleje den gamle aftægtsbolig til restauration var tiltrækkende. Restauranten var et traktørsted. Før møllens ødelæggelse havde man beværtet bønderne der kom for at male korn. Gæsterne blev sejlet til Vestermølle fra Skanderborg på en turistbåd, da de to automobiltaxaer der var i Skanderborg, ikke fik tilladelse til at bruge vejen mod Vestermølle. I 1932 åbnede man så op for en rutebilrute til beværtningen, der kørte alle søn- og helligdage.  
   
   
-
I 1912 opførte man Ridderpavillonen som blev fredet af Kulturarvsstyrelsen i 2005. Bygningen var et feststed hvor mange af sommerens fester blev afholdt. Her kunne man også spise, og der blev bygget en Munkestue, dansepavillon og et lysthus i forbindelse med det. Ridderpavillonen blev brugt flittigt indtil sejladsen til Vestermølle stoppede i 1954. Derefter brugte møllens ejer Markus Hansen bygningen som kornsilo. Han afstivede væggene og lagde cementgulv. Mens Munkestuen og Dansepavillonen faldt i en storm 1994, overlevede Riddersalen. I 2005 afsatte kommunen 600.000 kroner til istandsættelse af bygningen, men det blev til 2.850.000 kroner. Møllelauget fik bevilget penge af Arbejdsmarkedets Feriefond i 2009, og renoveringen blev sat i værks. Hele pavillonen blev nedtaget og arkitekturen og bygningsdele blev registreret. Der blev lavet tegninger af bygningen og man forsøgte at tilbageføre bygningen til sit oprindelige udseende. Begrundelsen for fredningen var at den er tidstypisk for pavillonbyggeri i Skandinavien i starten af det 20. årh. og den derfor har kulturhistoriske værdier. Desuden fremhæves de arkitektoniske værdier. I dag bruges pavillonen til fester og om sommeren til borgerlige vielser.  
+
[[Fil:Vestermølle 1915.jpg|thumb|350px|Ridderpavillonen med gæster. Ca. 1915.]]I 1912 opførte man Ridderpavillonen som blev fredet af Kulturarvsstyrelsen i 2005. Bygningen var et feststed hvor mange af sommerens fester blev afholdt. Her kunne man også spise, og der blev bygget en Munkestue, dansepavillon og et lysthus i forbindelse med det. Ridderpavillonen blev brugt flittigt indtil sejladsen til Vestermølle stoppede i 1954. Derefter brugte møllens ejer Markus Hansen bygningen som kornsilo. Han afstivede væggene og lagde cementgulv. Mens Munkestuen og Dansepavillonen faldt i en storm 1994, overlevede Riddersalen. I 2005 afsatte kommunen 600.000 kroner til istandsættelse af bygningen, men det blev til 2.850.000 kroner. Møllelauget fik bevilget penge af Arbejdsmarkedets Feriefond i 2009, og renoveringen blev sat i værks. Hele pavillonen blev nedtaget og arkitekturen og bygningsdele blev registreret. Der blev lavet tegninger af bygningen og man forsøgte at tilbageføre bygningen til sit oprindelige udseende. Begrundelsen for fredningen var at den er tidstypisk for pavillonbyggeri i Skandinavien i starten af det 20. årh. og den derfor har kulturhistoriske værdier. Desuden fremhæves de arkitektoniske værdier. I dag bruges pavillonen til fester og om sommeren til borgerlige vielser.  
Efter Skanderborg kommune opkøbte Vestermølle i 1987, blev bygningerne brugt af forskellige foreninger, som blandt andre Skanderborg Jagtforening, Skanderborg Lystfiskerforening og Vestermølle Marked. Foreningerne istandsatte de lokaler de brugte, men bygningerne var ved at falde fra hinanden. I 2001 samledes seks mennesker for at drøfte møllens fremtid og hvilket potentiale der var i de forfaldne bygninger. Skanderborg kommune udarbejdede en lokalplan (lokalplan 119) der skulle sikre at området og bygningerne blev brugt til natur-, vand-, og kulturforeningslivet. I 2004 blev Vestermølle Møllelaug stiftet med omkring 40 medlemmer.   
Efter Skanderborg kommune opkøbte Vestermølle i 1987, blev bygningerne brugt af forskellige foreninger, som blandt andre Skanderborg Jagtforening, Skanderborg Lystfiskerforening og Vestermølle Marked. Foreningerne istandsatte de lokaler de brugte, men bygningerne var ved at falde fra hinanden. I 2001 samledes seks mennesker for at drøfte møllens fremtid og hvilket potentiale der var i de forfaldne bygninger. Skanderborg kommune udarbejdede en lokalplan (lokalplan 119) der skulle sikre at området og bygningerne blev brugt til natur-, vand-, og kulturforeningslivet. I 2004 blev Vestermølle Møllelaug stiftet med omkring 40 medlemmer.   

Versionen fra 6. maj 2021, 06:38

Vestermølle, ca. 1905-1909.
Vestermølle, også kaldt Vester Mølle, ligger ved østbredden af Skanderborg Sø i Fruering sogn og har været en vandmølle.

Indholdsfortegnelse

Historie

Vester Mølle kan spores tilbage til 1587 hvor det nævnes som krongods og 1604, hvor det blev forbudt for bønderne at fiske efter ørreder i bækken. Møllen fik i 1587 tilladelse til at sigte mel. Bønderne og borgerskabet spiste melet med klid, men når kongen var på Skanderborg Slot, måtte kongens bønder tidligere køre til Aarhus for at få sigtet deres mel. Sandsynligvis har møllen allerede været der før. Allerede i 1606 nævnes det at møllen brændte ned, og møllersken Birgitte Andersdatter fik eftergivet landgilden for det år. Efter hendes død overtog hendes søn Jens Andersen møllen i 1612 ved et indskud af 8 daler. Han anskaffede også to nye møllesten til en pris af 60 rdl.


Udover mel blev der også produceret okker ved møllen. I 1795 nævnes at Hans Larsen Bøgh fremstillede gul okker. Okker har været brugt som farvestof i mindst 40.000 år, hvor man brugte det til hulemalerier. I Danmark er okker fundet i grave fra jægerstenalderen. Omkring Skanderborg Sø er der mange naturlige forekomster af okker. Christian 3. bestilte ”rødt ler” fra Ring Kloster i 1551. Formentlig blev det okkerrige ler udgravet ved Røde Mølle i Skårup, hvor der blev udgravet okker siden omkring 1500. I 1751 anlagde Frederik 5. en okkerfabrik ved Røde Mølle hvor der blev produceret farvestof til især Københavnske byggerier. Vester Mølle kunne på samme tid producere gul okker. Helligkilden ved Vester Mølle og mølledammen er meget okkerholdige hvilket kan udvikle sig til et miljøproblem. Okker er en jernforbindelse der som sådan er ugiftig, men dens små partikler kan sætte sig fast i fiskes og smådyrs gælder og kvæle dem.


Møllehuset ved den øverste mølledam ca. 1905
Møllen har flere gang været udsat for ulykker, blandt andet den 27.2.1833 hvor den øverste mølledams dæmning brød sammen og bygningerne for neden blev sat under vand. Det fortælles at møllerens søn redede sig selv ved at kravle op på en kakkelovn. Bygningerne blev ødelagt og indboet skyllede ud i Skanderborg Sø. Da møllen blev solgt i 1845, var den i dårlig tilstand efter oversvømmelsen. Den blev solgt til 10.500 rdl. Men efter 7 års istandsættelse kunne møllen ansættes til den tredobbelte værdi. Allerede i 1867 blev den solgt for 116.000 rdl.

Efter ulykken 1909 hvor møllen brændte ned og efterfølgende blev skyllet i søen, valgte man kun at opføre et møllehus ved den nederste mølledam og at øverste mølledam skulle udlægges til græsning. Med kun en kværn var det ikke rentabelt at drive møllevirksomheden videre, og derfor kværnede man fremover kun korn til foder til egne dyr. Der blev også indsat en generator der sørgede for lys i alle bygningerne. Man indrettede også et savværk. Først i 1940erne fik Vestermølle en turbine, formentlig fordi møllen i modsætning til mange andre havde et overfaldshjul som var mere effektivt end et underfaldshjul.

Flodbølger og brandfare

Mange møller har været udsat for vandskader, men melstøvet gør bygningerne også meget let antændelige. I 1883 brød den øverste mølledam sammen og tog bygningerne og inventaret med sig i søen. Allerede i 1881 gentog ulykken sig. Beboerne blev vækket omkring midnat af indtrængende vand der løb ned fra den lille Møllesø. Vandet havde boret sig gennem dæmningen og til sidst var den svækket nok til at den brød sammen. Husenes inventar, madvarer og vægge blev ødelagt, men heldigvis lykkedes det at åbne en sluse som ledte vandmasserne forbi bygningerne. Ingen mennesker eller kreaturer kom til skade. Ulykken beskrives i Skanderborg Amtsavis fra 24. marts 1881: ”Under al denne uhyggelighed hørtes køernes stadige brølen i stalden, og hele situationen var naturligvis en tid lang temmelig kritisk. Først henad morgenstunden var vandet borte. Den lille skovsø, hvori der nok var en del floreller (red. ørred), er omtrent løbet tom, idet så at sige kun brudte isstykker af svær tykkelse i broget uorden ere tilbage som de eneste minder om søen. Det hedder, at ejeren, Hr. Propr. Walther, nu agter af den tørløbne sø at tilvejebringe et engstykke idet omkostningerne ved på ny at bringe alt i den gamle orden skulle være for betydelige”.

På trods af at man efter uheldet kunne se problemerne ved husenes beliggenhed under to søer, der modtog en del regnvand, virker det til at man genetablerede den lille sø. Uheldet var ude igen i 1909, og denne gang i mere dramatisk form.
Kort over Vester Mølle i 1842-1899. Der kan tydeligt ses to dale der forsyner møllen med vand

Den 28. juni 1909 omkring klokken fem om eftermiddagen var der et heftigt uvejr over Skanderborg Sø og et lyn slog ned i nærheden af Vester Mølle. Det formodes at lynet slog ned i en telefonledning og så satte ild til de nærstående bygninger. Møllens stråtag begyndte hurtigt at brænde. Beboerne kunne mærke lynnedslaget og to kvinder der opholdt sig i rummet med telefonen, besvimede på grund af det elektriske stød. Møllens beboere reagerede hurtigt og fik tilvejebragt hjælp til de to kvinder, hvoraf den ene skulle køres til Skanderborg for at få lægehjælp. De begyndte at redde inventaret fra husene ved at slæbe det ud på gården. Brandvæsenet kom hurtigt og fik kontrol over branden så staldbygningerne ikke blev ramt. Gårdens stuehus og møllehuset kunne ikke reddes og omkring halv syv var de nedbrændte. I mellemtiden var mange fra kommet fra Skanderborg for at se ulykken og hjælpe til. Den største ulykke lod dog vente på sig. Direkte over møllens bygningerne var en mindre Møllesø, som var omgivet af høje skrænter og træer. Ovenover ligger en større mølledam, der ligger i en dyb dal, ved en mose. Ved normalt regnvejr fangede mosen regnvandet, og sørgede for at vandet ikke løb for hurtigt ned af den smalle dal og fylde søerne. Men på grund af det kraftige regnvejr steg vandstanden i den øverste dam meget hurtigt. Mellem søerne var der en sluse med betonvægge, men eftersom vandstanden steg, kunne man observere at betonen fik flere og flere revner. Slusen holdt ikke og vandet løb over dæmningen og med høj fart ned af den smalle dal.

Den lille møllesø kunne ikke holde til vandmasserne og dæmningerne begyndte at bryde. Vandet løb ned mod bygningerne, hvor der ifølge Skanderborg Amtsavis stadig var ild i nogle bjælker. Beretningen om denne katastrofe beskriver hvordan vandet løb over de glohede murbrokker og hele området blev dækket af tæt tåge. Inventaret som var blevet reddet fra flammerne, blev skyllet ned i Skanderborg Sø. De flere hundrede tilskuere som var kommet for at se branden skulle nu reddes og flere formåede kun at redde sig selv i sidste øjeblik. Der var ikke nogen mennesker der kom alvorligt til skade, dog blev flere kørt til lægehjælp på grund af sår. Et par grise og høns druknede samt omkring 60 malerier og andre kunstværker der ejedes af kunstmaleren Chr. Houn der boede i en af møllens bygninger. Denne ulykke blev også enden for Vester Mølle som en vandmølle og kun et af mølleværkene blev genopbygget.

Møllen i nyere tid

I anden halvdel af 1800-tallet var Skanderborgernserne begejstret for Pavillonen, Skanderborg Dyrehave. Borgerskabet drog ud af byen og i skoven for at nyde de idylliske omgivelser. I 1912 åbnede Christian Christensen et traktørsted ved Vestermølle som var populært i borgerskabet. Landskabet ved møllen var tiltrækkende for borgerne der ville ud af byens myldrer. Her var der skov, rislende vandfald, gåstier, og en mølledam ”med vand som en bjergsø”. Marie Johanne Løvschall var blevet enke, og tanken om at udleje den gamle aftægtsbolig til restauration var tiltrækkende. Restauranten var et traktørsted. Før møllens ødelæggelse havde man beværtet bønderne der kom for at male korn. Gæsterne blev sejlet til Vestermølle fra Skanderborg på en turistbåd, da de to automobiltaxaer der var i Skanderborg, ikke fik tilladelse til at bruge vejen mod Vestermølle. I 1932 åbnede man så op for en rutebilrute til beværtningen, der kørte alle søn- og helligdage.

Ridderpavillonen med gæster. Ca. 1915.
I 1912 opførte man Ridderpavillonen som blev fredet af Kulturarvsstyrelsen i 2005. Bygningen var et feststed hvor mange af sommerens fester blev afholdt. Her kunne man også spise, og der blev bygget en Munkestue, dansepavillon og et lysthus i forbindelse med det. Ridderpavillonen blev brugt flittigt indtil sejladsen til Vestermølle stoppede i 1954. Derefter brugte møllens ejer Markus Hansen bygningen som kornsilo. Han afstivede væggene og lagde cementgulv. Mens Munkestuen og Dansepavillonen faldt i en storm 1994, overlevede Riddersalen. I 2005 afsatte kommunen 600.000 kroner til istandsættelse af bygningen, men det blev til 2.850.000 kroner. Møllelauget fik bevilget penge af Arbejdsmarkedets Feriefond i 2009, og renoveringen blev sat i værks. Hele pavillonen blev nedtaget og arkitekturen og bygningsdele blev registreret. Der blev lavet tegninger af bygningen og man forsøgte at tilbageføre bygningen til sit oprindelige udseende. Begrundelsen for fredningen var at den er tidstypisk for pavillonbyggeri i Skandinavien i starten af det 20. årh. og den derfor har kulturhistoriske værdier. Desuden fremhæves de arkitektoniske værdier. I dag bruges pavillonen til fester og om sommeren til borgerlige vielser.

Efter Skanderborg kommune opkøbte Vestermølle i 1987, blev bygningerne brugt af forskellige foreninger, som blandt andre Skanderborg Jagtforening, Skanderborg Lystfiskerforening og Vestermølle Marked. Foreningerne istandsatte de lokaler de brugte, men bygningerne var ved at falde fra hinanden. I 2001 samledes seks mennesker for at drøfte møllens fremtid og hvilket potentiale der var i de forfaldne bygninger. Skanderborg kommune udarbejdede en lokalplan (lokalplan 119) der skulle sikre at området og bygningerne blev brugt til natur-, vand-, og kulturforeningslivet. I 2004 blev Vestermølle Møllelaug stiftet med omkring 40 medlemmer.

Det nyrenoverede Vestermølle blev indviet af Prins Henrik den 2. september 2012.

I dag rummer bygningerne Restaurant Vestermølle og der er ni foreninger der bruger bygningerne. Der er indrettet værksteder og et museum, samt faciliteter til sejlads. Vestermølle leverer også i dag mel, som er blevet kåret til Danmarks bedste i 2016. Melet kværnes på møllesten drevet af vandkraft. Kornet leveres af DLG i Horsens og er af høj kvalitet og velegnet til brødbagning.

Ejerskab

16. årh.: Ring Kloster ejer møllerne Vestermølle, Rødemølle, Giesingmølle og Hedemølle.

1573: Fæster Anders Nielsen

1594: Fæster Peder Matzen

1606: Birgitte Andersdatter

1612: Fæster Jens Andersen

1632: Fæster Rasmus Jensen

1683: Fæster Poul Knudsen

1702: Johanne Rasmusdatter, tidligere gift med Rasmus Jensen, nu gift med Poul Knudsen

1706: Fæstebrev til Peder Jensen, efter hans stedfar Povel Knudsen

1730: Fæstebrev til Rasmus Jensen, som giftede sig med Peder Jensens enke, Riise Nielsdatter

1740: Fæstebrev til Hans Ollesen som gifter sig med Regine (Riise) Nielsdatter, Peder Jensens enke

1760: Den 11/1 er der skifte efter Hans Ollesen

1762: Brev til Jens Larsen Bøgh efter Hans Ollesens død

1768: Møllen bliver solgt til Jens Larsen Bøgh for 1411 rdl.

1795: Hans Larsen Bøgh ejer møllen og fremstiller gul okker

1802: Jens Larsen Bøgh, søn af Hans Larsen Bøgh, ejer møllen

1845: Møllen sælges til Casper Asmusen

1866: Møllen ejes af Rasmussen

1867: Rasmussen sælger møllen til cand. Phil. Siboni

1881: N.C. Løvschall køber møllen

1890: Møllen overdrages til sønnen C. F. Løvschall

1911: C.F. Løvschall dør, hans enke gifter sig med Christen Christensen, som ejer møllen indtil 1931

1925: Møllen sælges til A. Mikkelsen

1927: Møllen sælges til Markus og Gerda Hansen

1987: Kommunen køber møllegården

2004: Møllelauget stiftes


Henvisninger

Vestergaard, Kristian. Vandmøller i gl. Skanderborg amt, 1981.

Heilskov, Chr. Hjelmslev Herred. Historisk-topografisk skildret. Aarhus Stifts Aarbøger, 1923.

Skandeborg Historiske Arkiv.

Vestermølle Møllelaug

Vestermølle virtuelt

Powered by MediaWiki