| Navigation | Vedligeholdelse | Seneste ændringer | Sidelister | Værktøjer |
Personlige værktøjer
Sølund
Fra Skanderborg Leksikon
Sølund har gennem de sidste 130 år udviklet sig fra avlsgård til åndssvageanstalt og i dag til landsby.
Skanderborg Kommune køber Sølund
Skanderborg Kommune købte Dyrehaven med Avls- og Lystgården Sølund i 1885. Kommunens hensigt med købet var dels at bevare Dyrehaven som rekreativt område for byens borgere, dels at skaffe egnede lokaliteter til en erstatning for ”Salonen”, byens hidtidige sommerforlystelsesetablissement ved den gamle eg ved badeanstalten.
Oprindeligt var det kommunens plan kun at ville disponere over den sydlige del af Dyrehaven og sælge den nordlige med ejendommen Sølund. Det lykkedes ikke, så kommunen bestemte sig så for at omdanne hovedbygningen paa Sølund til en ”komfortabelt indrettet Restauration med Hotelsving og at faa opført en Pavillon med tilhørende Beværtning efter Nutidens Fordringer”.
Sølunds jorder, jagt, fiskeri og rørskær blev bortforpagtet fra 1885 indtil 1933. Det samme gjaldt for stald og lade, mens en del af beboelsesfløjen i begyndelsen af 30’erne tjente som bolig for nogle af kommunens husvilde. Hovedbygningen,der er opført o. 1840, lykkedes det ikke at finde en seriøs ”Lysthavende Kjøber” til, og den blev lejet ud til forskellige lejere indtil 1932. I perioder stod den helt eller delvis tom. Det var ikke enhver beskåret at kunne præstere en årlig husleje på ca. 50.000 kr. [nutidsværdi] for én af de to ca. 100 m2 store, herskabelige, 6-værelses lejligheder, som hovedbygningens 2 etager var opdelt i.
Steinckes socialreform og Sølund
I juni 1933 henvendte Skanderborg Kommunen sig til Bregninge Aandssvageanstalt og spurgte om man var interesseret i at leje Sølund med. 28 ha. agerjord og ca. 90 ha. skov. Byrådet mente, betingelserne her ville være opfyldt for at kunne indrette ”et Hjem, enten for Vanføre eller Aandssvage”. Skanderborg Kommune påtog sig altså at skabe de fysiske rammer for en filialinstitution af De Kellerske Aandssvageanstalter (DKA) i Brejning ved Vejle fjord. Vedtagelsen af socialminister K. K. Steinckes socialreform i starten af 1933 havde accentueret behovet for mange flere patientpladser, end de daværende anstalter kunne mønstre.
Steinckes reform, efter hvilken ansvaret for og udgifterne til offentlig forsorg ikke længere påhvilede hjemstedskommunerne, men nu staten, erstattede den hidtil gældende sociallov.
Ledelsen af moderanstalten i Brejning, som var den største og førende herhjemme, havde gjort sig klart, at Brejning var så stor, som Brejning skulle være, og at den nye tilgang af alumner, som reformen uafvendeligt ville medføre, derfor skulle indlemmes et andet sted. Sonderinger forskellige steder i landet resulterede i, at udvidelsen skete i ”det idylliske Skanderborg” og der blev i 1933 indgået en overenskomst mellem DKA og Skanderborg byråd angående opførelse af en åndssvageanstalt, således at Skanderborg Kommune skulle ombygge hovedbygningen på Sølund og opføre 2 nye pavilloner med plads til 166 patienter. Herefter skulle anstalten udlejes til DKA for et tidsrum af 25 år.
I slutningen af 1934 vedtog parterne, at afdelingen i Skanderborg skulle udvides med yderligere 2 pavilloner, svarende til de 2 allerede aftalte. I 1950 blev der indgået aftale om at bygge en 5. pavillon, men da Skanderborg Kommune ikke på ny ønskede at stå som bygherre, bevilgede staten de fornødne midler til DKA.
I byggeriets første etape i 1933/34 indgik også nedrivning af gamle Sølunds bygninger, kun hovedbygningen blev forskånet; den blev ombygget, renoveret og indrettet til administration og som bolig for inspektøren. Den dag i dag fungerer den stadig som administrationsbygning – nu for Landsbyen Sølund.
I 1934 anslog man, at anstalten fra starten skulle ansætte omkring 35 funktionærer og at institutionen, når den var fuldt udbygget, ville bestå af 5 patientpavilloner med plads til omkring 400 alumner.
Pavillonerne tages i brug
I august 1934 var der rejsegilde på Aandssvageanstalten Sølunds Pavillon I , som udelukkende skulle bebos af voksne, mandlige alumner (Mandshjemmet). Kort efter gentog det sig for Pavillon II. Den grundlæggende tanke bag anstalten– og bag den tids åndssvageforsorg som sådan – var at skabe både et hjem og et virkefelt for de mennesker, der blev den overladt.
Forventningerne blandt byens borgere med hensyn til den kommende, store arbejdsplads var delte. Det forhold at byens indbyggertal pludselig steg med flere hundrede, og navnlig det, at de fleste af tilflytterne var anderledes, havde en del skanderborgere svært ved at balancere mod det faktum, at byens forretnings- og næringsliv ville komme til at nyde godt af den forøgede købekraft Allerede ved slutningen af 1935 købte anstalten ca. 90 % af sine daglige fornødenheder i købstaden. Ligesom kæmneren uden tvivl hilste de nye skattekroner velkommen i kommunens kasse. Overlægen fra Brejning kunne dog berolige skeptikerne med, at de alumner, der ville komme til Skanderborg, var ”Mænd af en godartet Type” og ”.. de jo ikke er sindssyge; bare åndssvage”.
Sommeren 1935 blev Pavillon I og II indviet officielt. DKA’s hovedafdeling i Brejning var naturligt nok meget involveret i etableringen og driften fra starten. I takt med at antallet af patienter voksede, blev staben af ansatte også udvidet. Det drejede sig om et antal husassistenter til rengøring o.l., medhjælp i vaskeri og køkken, en håndgerningslærerinde, en syerske, flere plejeelever, plejersker og plejemødre. Personalet bestod typisk af ugifte kvinder - frøkener - hvoraf hovedparten boede på selve anstalten; plejemødrene ude på de enkelte afdelinger, hvor de havde en lille, privat stue, hvortil kun den eller de få udvalgte blandt patienterne havde adgang. Plejemødrene - eller afdelingslederne – bar hvide kitler, mens plejerskerne og eleverne gik i lyseblå kjoler med hvidt forklæde. Rengøringspersonalets uniform var blåternet.
Pavillonerne III, beregnet til kvinder, og IV, beregnet til børn, blev indviet året efter.
I 1941 opførtes en avlsbygning nord for hovedbygningen og i årene derefter nogle småbygninger, en brovægt, en lagerbygning og maskinstuen blev udvidet.
På størstedelen af Sølunds jorder blev der drevet land- og havebrug samt gartneri, og udbyttet indgik i anstaltens daglige husholdning; Sølund blev stort set selvforsynende med frugt og grønt. I 1945 boede der i alt 376 ”Elever” på anstaltens 4 pavilloner, og personalet omfattede 75 personer.
Hverdag på Sølund 1936
Deltagelse i f. eks. Sølund Musik Festival betragtes i dag som nærmest en selvfølgelighed for de bedste af beboerne på landets forsorgshjem/institutioner/bosteder.
Helt så vidt gik man ikke på 30’ernes og 40’ernes Sølund; men festet blev der, fødselsdage fejret, katten slået af tønden og kortere sommerudflugter til eksempelvis Vester Mølle gennemført. Efterårets store fest var høstfesten, og årets altoverskyggende begivenhed var julen. Besøg af pårørende, familie og venner var velkomne, ligesom anstalten så med velvilje på, at alumnerne kom ”hjem” på ferie el. lign.
Ligesom i den almindelige verden formede dagligdagen på anstalten sig efter et bestemt mønster med arbejde, måltider, fritid og søvn. Klokken 7 var der vækning og ½ time senere morgenmad i én af de to ”Dagstuer”, der var indrettet i hver pavillon. Anstaltens 2. inspektør (1937-55), Frode S. Bøtker, praktiserede ikke – som i Brejning – den skarpe sondring mellem arbejdsføre elever og asylister. I Skanderborg spiste de to grupper sammen, men var ligesom i Brejning spændt fast til væggen el. lign. under måltiderne. Efter morgenmåltidet fordeltes de arbejdsduelige til mange forskellige gøremål, f. eks. rengøring, mark- eller havearbejde, vævning, spinding, knipling, børstebinding, stopning eller strikning. Nogle hjalp til i vaskeriet, i køkkenet eller på maskinstuen og andre gravede tørv eller hjalp til i skoven. ”Trilleholdene” (de dårligste af de arbejdsføre) hjalp til med anlæg af veje og stier, oprydning eller kultivering af uopdyrkede områder, og - ikke mindst – transporten rundt på anstalten. De var, i deres egenskab af ”chauffører” på trillebørene, helt uundværlige og afgørende for at anstalten overhovedet kunne fungere. Man forsøgte at beskæftige alumnerne med det arbejde, der passede bedst til deres åndelige og fysiske evner og formåen. Således at de oplevede en meningsfuldhed og værdien af egen indsats; at deres arbejdsydelse var værdifuld og blev værdsat. Ordene trivsel og motivation var næppe kendte dengang; men det var rent faktisk det, man bestræbte sig på at skabe.
Målt med vore dages alen havde gennemsnitsalumnerne i 30’erne - 40’erne det ikke bedre end godt. De fik noget at spise ved de faste måltider, de havde tøj på kroppen, de havde et sted at sove og nogen til at hjælpe sig. Men de var og blev anbragte. Helt op i 70’erne blev de fleste fortsat spændt fast til sengen for natten. Det idealistiske personale gjorde givetvis, hvad det kunne; men havde ikke ret meget at gøre godt med. Samfundsforholdene var helt anderledes end i dag, det samme var menneskesynet/-opfattelsen. De allerfærreste i den brede befolkning havde nogen reel viden om, hvad begrebet åndssvag dækkede, udover at åndssvage ikke var,som folk var flest, og derfor reagerede mange med at tage afstand fra det ukendte. Ved deres udseende og adfærd brød de åndssvage de gældende normer, og normbrud accepteres sjældent, men bliver typisk mødt med negative sanktioner. Det almindelige var nok at betragte de åndssvage som en gruppe, man helst var foruden og derfor isolerede på de store institutioner - væk fra det ”normale” samfund. Som så ikke blev generet. Selv om der ikke var tale om decideret indespærring, var alumnernes bevægelsesfrihed begrænset til udgang under ledsagelse; de kunne komme ud at gå på anstaltens område sammen med en plejer. Selv de bedste kom aldrig, eller yderst sjældent, til byen. Nogen egentlig behandling var der sjældent tale om, og brug af sløvende medicin og bæltefiksering hørte til dagens orden. Den gængse opfattelse gik ud på, at det nok var det eneste, der var at gøre. Størstedelen af personalet fik deres uddannelse på selve anstalterne, og arbejdet med de åndssvage blev af mange nærmest opfattet som et kald.
I begyndelsen af 1943 forsøgte Skanderborg Kommune at gøre sig fri af aftalerne med DKA. De frigjorte midler ved salget af Sølund kunne gå til oprettelse af et kommunalt gymnasium.; men noget resultat kom der ikke ud af det.
Krigen og Fæstningen Sølund
I februar 1944 beslaglagde tyskerne med 5 dages varsel Sølund. Det medførte at 250 patienter i al hast blev overført til Brejning. De resterende ca. 125 alumner blev, med papskilte om halsen med navn og destination og med velvillig hjælp fra bl.a. tog- og rutebilpersonale,”sendt hjem”. I den følgende tid var der livlig aktivitet omkring Sølunds gamle hovedbygning. Anstalten og Dyrehaven blev omdannet til administrativt hovedkvarter for Luftwaffe, det tyske luftvåben, i Danmark og kommandocentral for Luftwaffegeneralen. Luftwaffes generalstab indrettede telefon- og fjernskrivercentral i Pavillon III, lazaret i Pavillon I, og i Pavillon II en festsal med flygel og store lysekroner, og tæt ved Horsensvej blev der af Luftwaffe opført en kommunikationsbunker.
DKA opfører den 5. pavillon
I 1949 opførte DKA en øst-/vestgående fløj (Pavillon VII) nord for og parallelt med landevejen; pavillonen blev indrettet til funktionærboliger bl.a. til læger og plejeelever. I 1952 kom pavillon V til.
Statens Åndssvageforsorg overtager Sølund
I december 1958 opsagde borgmesteren kommunens kontrakter med DKA. og solgte Sølund – ikke til DKA, men til Statens Åndssvageforsorg. Ved statens formelle overtagelse i 1960 var der på Sølund ansat omkring 200 personer til at tage sig af ca. 500 beboere.
Fra 1960 frem til i dag er området, der vedrører fysisk og psykisk handicappede, blevet reguleret af skiftende lovkomplekser, hvoriblandt forsorgsloven var – om ikke den mest betydningsfulde – så den mest banebrydende og fremadrettede. Dens opfattelse af åndssvage som ligeværdige med andre mennesker blev skelsættende.
Et liv så nær det normale som muligt
I årene mellem 1960 og 1980 blev forsorgsloven implementeret. Der blev tyndet ud på de store totalinstitutioner. Beboerne blev i stort omfang flyttet ud for at bo ude i samfundet i forskellige boformer og boenheder, hvor de så vidt muligt skulle klare sig selv, dvs. fungere så tæt på det normale som muligt. Det var målet at skabe en tilværelse for de åndssvage, som nu kaldtes for udviklingshæmmede, så nær det normale som muligt. Kodeordene for den offentlige forsorg i årene, der fulgte, blev – ud over normalisering – retfærdighed, rettighed og ligeværd. Samtidig kom et begreb som integration ind i billedet.
Før i tiden herskede den traditionelle ”institutionslogik” - det var dem og os. De skulle forholde sig i ro eller bringes til ro. Vi skulle overvåge og opdrage, så de belastede os mindre. Det var ikke alumnerne, der var i fokus; men derimod institutionen og plejepersonalets opfattelse af, om de var nemme, de tavse, som ikke gjorde oprør, slemme, de, der slog fra sig og gjorde modstand eller besværlige, de, der skulle hjælpes med alt. Den ”logik” ønskede man at gøre op med.
Målet var, at kun de allerhårdest ramte skulle opholde sig på institutionen, nogle blev ”sendt hjem”, resten blev tilbudt børnehave, skolegang eller anden oplæring, lettere industrielt arbejde på beskyttede værksteder eller tilknytning til beskæftigelses- og aflastningshjem m.m. - gerne udenfor institutionens fysiske rammer.
Normaliseringen var et naturligt opgør med den tidligere tankegang om, at åndssvage livet igennem var mennesker med syge gener; skavanker, som ikke kunne behandles, endsige helbredes. Altså måtte åndssvage isoleres fra det øvrige samfund – det vil sige efter lægeundersøgelse anbringes sammen med ligesindede på en anstalt, hvor bygningerne var indrettet efter kaserneprincippet med arbejdsstuer og sparsomt udstyrede spise- og sovesale. Ankommet til anstalten blev patienten frataget sit private tøj og alle personlige ejendele og klædt i "uniform". Åndssvage skulle også forhindres i at formere sig, så spredning af de uønskede gener blev undgået; de åndssvage blev ligefrem betragtet som farlige for samfundsordenen og adskillige blev tvangssteriliserede.
Forsorgscenter XI –Sølund som centralinstitution
Forsorgsloven betød for anstalten i Dyrehaven et farvel til styringen fra Brejning og et goddag til rollen som Forsorgscenter for Århus og Randers Amter mv. Der skete en kraftig centralisering af beslutnings-, administrations- og ledelsesprocessen og –funktionen. Der var 4 sideordnede ledere: en økonomiinspektør, en socialleder, en overlæge og en undervisningsleder. De første 4 på disse poster i Skanderborg var Aage Aagesen, Ole W. Dalsgaard, Hans Simonsen og Kristian Barslund Thomsen.
Sølund udvider og renoveres
Ikke meget af det, man i årene 1961-70 havde planer om vedrørende modernisering og udbygning af Sølund, blev til noget. Et nyt projekt så dagens lys. Det omfattede opførelse af en afdeling med plads til 200-250 børn i spredt bebyggelse i skoven samt et voksenafsnit ved Svane Sø (Sortesø), beregnet til 252 beboere i 18 atriumhuse, hvert med plads til 12 klienter, anretterkøkken, spiserum, kontor og vaskerum. I de nye huse skulle hver beboer have sit eget værelse og dele bad og toilet med en anden af husets beboere.
I 1976 var der rejsegilde på de første af 18 planlagte huse på Sortesøvej, tegnet af arkitekt C.F. Møller (1898-1988), sønnesøn af den lokale bygmester Frederik Møller (1802-99).
I de følgende år blev klienterne løbende flyttet ud fra de gamle pavilloner i takt med de nye huses færdiggørelse. Allerede ved ibrugtagningen var de nye huse dog, efter personalets mening, forældede og på flere punkter uhensigtsmæssige.
En ny køkkenafdeling blev bygget på Sølundsvej. De 20 ansatte på køkkenholdet betjente dagligt ca. 500. Køkkenbygningen indeholder også festsal og kantine.
Udflytning
Udslusningen af beboerne tog for fart 1976-77, men den var efter en tidligere Sølund-ansats mening ”Danmarkshistoriens største kollektive omsorgssvigt”. Der var flere eksempler på, at omvæltningen var for overvældende for klienterne. De flyttede ikke ud til selvstændighed men til ensomhed.
Mangel på kvalificeret personale var et problem. Når klienterne flyttede ud, var de sikret beskæftigelse på én af amtets 510 værkstedspladser; men personale til oplæring i at blive beskæftiget var en mangelvare.
Beskyttede værksteder
I 1975 blev et nyt beskyttet værksted med 70 pladser på Søtoften taget i brug. Staten havde et par måneder tidligere fordelagtigt købt den tidligere Scan-Speak fabrik i gå-afstand fra Sølund. Formelt hed stedet ”Statens Åndssvageforsorgs Industriservice”, men kaldtes i daglig tale ”S. Å. Industriservice” (2007: ”Lillesøcentret”).
Baggrunden for, at Sølund ønskede endnu et beskyttet værksted var de gode erfaringer, som blandt andet var høstet på Frandsens Belysning, Danmarksvej 29, hvor omkring 20 klienter gennem et års havde arbejdet. Klienterne blev gladere og fik en mere fri færden.
Generelt skulle værkstederne tilgodese 2 målsætninger: Dels skulle de tilbyde vekselvirkningen mellem hjemmemiljøet på institutionen og arbejdsmiljøet udenfor. På den måde kom der mere indhold i klienternes liv; de oplevede, at de kunne bruges til noget, og de fik en kontant bonus i form af en løn. Dels skulle værkstederne være med til at udvikle og oplære den enkelte. Centerværkstedet havde i 1976 fire afdelinger i Skanderborg: Én på Søtoften, én i Højvangen, én i den tidligere lægebolig på Møllegade (Møllegade 16, Fælleshuset) og én på selve Sølund.
Pensionater og bofællesskaber
Socialstyrelsen overtog i 1977 LEV’s pensionat (aflastnings- og plejehjem) på Kildevej i Højvangen (Pensionatet Skanderborg Øst, Institution for Fysik og Psykisk Handicappede, Kildevej 14), hvortil der blev udsluset 25 klienter. Pensionatet er i dag opdelt i 3 selvstændige bogrupper med hver 8 beboere.
Pensionatet i Skanderborg Øst udgør sammen med nedennævnte ”Bostederne Skanderborg”:
Bofællesskabet Kilden: Opført 2000 og beliggende i umiddelbar nærhed af Pensionatet Skanderborg Øst. Det består af 8 lejligheder og et fællesrum med køkken og opholdsstue.
Bofællesskabet Poul la Coursvej 15 til voksne velfungerende psykisk udviklingshæmmede i egen lejlighed.
Fælleshuset Møllegade 16 (bostøtte og klub): Voksne, meget velfungerende psykisk udviklingshæmmede, som er fysisk mobile og selvhjulpne i dagligdagen.
I 1980 var der planer om gradvist at flytte 73 af Sølunds 290 voksne beboere ud på 6 beskyttede pensionater inden 1986. Hermed ville kun de mest plejekrævende være tilbage på Sortesøvej. De gamle pavilloner skulle lukkes, eventuelt rives ned. Men helt sådan kom det ikke til at gå. 1984 udflyttedes 26 beboere fra de gamle pavilloner – 14 til et nyt pensionat i Tilst og 12 til Firgårde. Endemålet var at få tømt de gamle pavilloner inden 1990.
Serviceloven – tiden fra 1998 til 2008
I 1998 erstattedes bistandsloven af ”Lov om Social Service” på socialområdet (Serviceloven), hvorefter beboerne på Sølund fik selv-/medbestemmelse på deres egen situation. Eksempelvis får hver enkelt udbetalt (førtids)pension, hvilken hun/han som udgangspunkt selv disponerer over. Tidligere tiders cirkulære- eller behovsbestemte lommepenge forsvandt og den handicappede måtte nu selv betale husleje, mad, vaskepulver, frisør m.v. på lige fod med andre mennesker. Loven tager afsæt i et ligeværd og dermed lige rettigheder for handicappede og øvrige borgere. Med serviceloven blev begrebet institution afskaffet og erstattet med botilbud, boformer eller boenheder. Brugere eller beboere i egen bolig erstattede klienter eller patienter.
Nyorienteringen i handicappolitikken var et resultat af en samfundsudvikling, hvor begreber som livskvalitet, ret til forskellighed, empowerment (dvs. at opnå kontrol over eget liv, dvs. sætte folk i stand til at handle selv, altså modvirke afmagt og afhængighed) og deltagelse var centrale. Hermed markeredes også et nyt element i de integrationsbestræbelser, der havde præget dansk handicappolitik siden 1950’erne.
Serviceloven medførte en øget fokusering på brugerinddragelse i visitationen, hvilket for sagsbehandleren er en stor forandring. Det opleves som ressourcekrævende og vanskeligt, stiller krav til faglig viden og organisering.
I 1999 var Sølund Danmarks største boform for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicaps; der var da 200-220 beboere og ca. 550 ansatte. I 2004 var der kun én boenhed tilbage i de gamle pavilloner og Sølund bestod af 12 meget selvstændige boafdelinger med en paraply af centrale servicetilbud (køkken, maskinstue, vaskeri, rengørings- og aktivitetscenter, varmtvandsbassin, rideterapi (Søhesten), huslæge, tandlæge, terapeuter, sygepleje, fodpleje og frisør, fælles kursusafdeling med pædagogisk/psykologiske konsulenter, central administration, forstander (fra 1991: Maurits Eijgendaal) og viceforstander (fra 2004: Lene Dannemann), smukke naturomgivelser, musikterapi, motionscenter, sanserum, café, Dyrehavemarch, fester og Danmarks festligste Festival). Kommunalreformens gennemførelse pr. 1. januar 2007 gav i årene forinden anledning til mange diskussioner og overvejelser, som endte med, at Sølund, der da havde omkring 550 ansatte, 228 døgnpladser og 205 dagspladser, ville fortsætte i kommunalt regi.
Gentle Teaching
Landsbyen Sølunds værdigrundlag er en godt 20-årig relations-pædagogisk filosofi og metode, Gentle Teaching (GT), som er en måde at opfatte og betragte andre mennesker på – et menneskesyn. GT hviler på at skabe tryghed og sikkerhed hos den udviklingshæmmede og målet er at skabe en følelse af samhørighed og fællesskab. Det essentielle i GT er interaktion (gensidig påvirkning) mellem omsorgsgiveren og beboeren, dvs. at lære beboeren, at menneskeligt nærvær er trygt, rart og et udgangspunkt for at blive værdsat og elsket. Den ægte samhørighed er, ifølge GT, en forudsætning for værdsættelse og for at man kan føle sig tryg og elsket. Beboeren skal føle sig elsket og herved opleve at føle sig anerkendt og accepteret i et trygt socialt fællesskab, hvor alle har en vigtig rolle.
Landsbyen Sølunds paraply af servicetilbud
I dag består Landsbyen Sølund af 11 meget selvstændige boafdelinger, og alle beboere er fraflyttet de gamle pavilloner. I en del af den gamle Pavillon I er der nu indrettet et Aktivitetscenter, hvor de beboere, der ikke frekventerer Bavnebjerg Bo- & Aktivitetscenter (førhen Lillesøcentret) på Søtoften eller er beskæftiget i eget hjem, kan gøre brug af mange forskellige aktivitets- og beskæftigelsestilbud.
I den gamle Pavillon III gennemføres også en omfattende kursusvirksomhed, både for Sølunds eget personale og for andre. I umiddelbar tilknytning til kursusstedet blev der i sommeren 2004 indrettet 17 hotelværelser – til brug for kursister eller familie/pårørende på besøg.
VISS.dk – Videnscenter Skanderborg Sølund - er ligeledes beliggende i Pavillon III og er etableret i et samarbejde mellem Skanderborg Kommune og Landsbyen Sølund. VISS.dk udbyder en bred vifte af kurser på landsplan og har et ekspertteam, som kan rekvireres efter ønske og behov.
I 2005 åbnedes LANDSBYEN SØLUNDS MUSEUM på loftet i Pavillon I. Her vises effekter med tilknytning til stedet, dets beboere og personale fra Aandssvageanstalten Sølunds start i 1935 til Landsbyen Sølund i dag.
Kilder
Per Bangsø: "Sølund" i Skanderborg - kalejdoskopisk set. 2008.
Skanderborg Historiske Arkiv
