Otto E. Øhrstrøm. Borgmester

O.E.Øhrstrøm som 50 årig i 1941, hvor Skanderborg Bank fejrede sit 50 års jubilæum.

Otto Ernfred Øhrstrøm (8.september 1890 - 16.marts 1971) var kun borgmester i 4 år fra 1950 til 1954. Det kunne dog være blevet til 12 år, hvis ikke begivenheder, som omtales senere, var kommet i vejen.

I 1927 flyttede en ung familie til Skanderborg. Det var ikke hvem som helst. Det var den nye direktør for Skanderborg Bank, den 36 årige O.E.Øhrstrøm, der med ægtefælle og 2 drenge flyttede ind i den store lejlighed over banken (nu Danske Bank) med have ned til søen. Øhrstrøm kom til Skanderborg fra Lemvig, hvor han var blevet bankdirektør allerede i en alder af kun 31 år. Han var født i København af forældre, som var indvandret fra Sverige. Faderen var gartner. Den unge Øhrstrøm gik bankvejen, og efter nogle år i København, hvor han også fik en militær uddannelse, søgte han væk for at få et større ansvar. Først til Slagelse, så Lemvig, og endelig til Skanderborg Bank.

Første gang O.E.Øhrstrøm optrådte politisk var til byrådsvalget i 1929, hvor han beskedent var opstillet som nummer 6 på venstres liste. Venstre fik 2 mandater, så opstillingen var nok mere et signal om interesse for byens forhold. I 1930erne var den væsentlige opgave for bankdirektøren at klare Banken gennem landbrugskrisen. Byens store virksomhed, A. Blom og Søn var i vanskeligheder, og i 1937 blev den hidtil familieejede virksomhed omdannet til et aktieselskab. Det må formodes, at Banken har måttet konvertere et væsentligt tilgodehavende til aktiekapital, idet Banken satte sig på 2 af de 3 bestyrelsespladser. Den nu tætte alliance mellem byens store bank og byens store virksomhed kan være et af elementerne i borgmesterkonflikten 20 år senere.

Byrådsmedlem og Borgmester

I 1946 blev O.E. Øhrstrøm medlem af byrådet, hvor den borgerlige fløj havde flertal med den konservative direktør Olaf Nielsen som borgmester. Ved valget 4 år senere i 1950 genopstillede Olaf Nielsen ikke, og Øhrstrøm blev valgt som borgmester. Der var i byrådet 3 fra borgerlisten, 3 konservative og 5 socialdemokrater. 2 af de konservative var arkitekt J. Schmidt og landsretssagfører C.V. Rise – navne som går igen under borgmesterkrisen i 1958. Spørgsmålet er om erfaringer fra Øhrstrøms borgmesterperiode kan have påvirket de konservative til det senere så dramatiske brud.

Byrådsvalget 1954

Ved 1954-valget stod socialdemokraterne og de borgerlige næsten lige. Det var kun 4 stemmer, der hindrede Øhrstrøm i at blive genvalgt som borgmester. I stedet blev lokalredaktøren af Demokraten, Wilh. Dupont valgt som socialdemokratisk borgmester. Øhrstrøm var i denne periode meget synlig i byens liv. I det hele taget var Øhrstrøm ikke en stiv bankmand, men en udadvendt og venlig mand, som dog helst så, at man var kunde i Skanderborg Bank. Der var derfor lagt op til et spændende valg i 1958. I 1957 var sygekassekasserer Willy Pedersen blevet ny borgmester i stedet for Wilh. Dupont, der var indvalgt i folketinget. Den nye borgmester var 43 år, og han var oppe mod den erfarne bankdirektør på 67 år.

Byrådsvalget 1958 og konflikten med de konservative

Valget den 4.marts 1958 blev en stor triumf for Øhrstrøm. Overskriften i Skanderborg Amtsavis dagen efter valget: ”Tydeligt vælgerønske – et borgerligt bystyre med Øhrstrøm som borgmester”. Øhrstrøm havde sat stemmerekord med 575 personlige stemmer. Det var aldrig set før. Willy Pedersen fik 437. Borgerlisten gik frem fra 3 til 5 mandater. Socialdemokraterne og de konservative mistede hver 1 mandat. Der var nu borgerligt flertal med 6 mod 5, idet det naturligvis blev anset for givet, at den enlige konservative arkitekt J. Schmidt ville stemme på Øhrstrøm. Vi ved, at Schmidt ikke stemte på Øhrstrøm, og spørgsmålet er om Øhrstrøm allerede på valgnatten har haft bange anelser. Under den følgende voldsomme avispolemik er det nævnt, at Øhrstrøm - kort efter resultatet blev bekendtgjort i Håndværkerforeningens store sal – skal have spurgt Willy Pedersen: Er De en fri mand? Svaret skal have været undvigende. Har arkitekt Schmidt ikke ønsket tillykke? Har der været noget i kropssproget? Der er i hvert fald noget, der tyder på, at der ikke før valget har været kontakt mellem Øhrstrøm og Schmidt. Måske har bankdirektøren vægret sig ved at bede Schmidt om noget.

De konservative bekendtgjorde straks efter valget, at arkitekt Schmidt ville stemme på Willy Pedersen. Det var på den tid aldrig set før noget sted i landet, at en borgerlig stemte på en socialdemokrat som borgmester. Tingene var ikke som nu, hvor alt kan ske. Det gav dønninger helt i hovedstadspressen, hvor Skanderborg trak overskifter. Trods stort pres fra partiet, der sendte folk til Skanderborg, stod de konservative fast. Det blev af arkitekt Schmidt nævnt, at det var ”personligt”. Lokalt rasede debatten, men det lykkedes ikke for Øhrstrøm fløjen at skabe et opgør i den konservative vælgerforening. Landsretssagfører Rise, som var leder af vælgerforeningen og blev betegnet som ”Andelsbankens sagfører”, havde åbenbart meget lidt sympati for Øhrstrøm, uanset partiet havde været i valgforbund med borgerlisten.

Den 31. marts 1958 skulle borgmestervalget afholdes i byrådssalen i det gamle rådhus på torvet. Selv om borgerlisten i et sidste desperat forsøg opstillede malermester Frederik Nielsen som borgmester, stod arkitekt Schmidt fast, og Willy Pedersen blev valgt. Schmidt blev viceborgmester, hvad han også kunne være blevet med Øhrstrøm som borgmester.

Kort tid efter trak Øhrstrøm sig fra byrådet og Banken, og flyttede til Århus. Han var tydeligt skuffet over, hvad han og mange andre opfattede som et forræderi. Øhrstrøm var i nogle år i bestyrelsen for Banken og for A. Blom og Søn, men ellers helligede han sig socialt arbejde, og aktiv deltagelse i Århus valgmenighed. O.E Øhrstrøm døde i 1971 i Rungsted som 80 årig.

Indtrykket af Øhrstrøm er, at han var en meget dygtig mand, der fra små kår havde arbejdet sig op til sin position. Hans store personlige stemmetal vidner om en folkelig gennemslagskraft. Skanderborg Bank var efter byens størrelse en meget stor bank med den langt mindre Andelsbanken som eneste konkurrent. Der var derfor samlet meget magt hos bankens direktør og dens bestyrelse. Det ville have været interessant at få den egentlige årsag til, at de konservative vendte sig mod Øhrstrøm. Vi kan ikke længere spørge Schmidt eller Rise, men kun gisne om, at gammelt nag, måske banknag var årsag til, at Øhrstrøm ikke fik den borgmesterpost, som flertallet af byens vælgere i 1958 havde ønsket.

Kilder:

Svend Paludan-Müller

Kommunal årbog, Skanderborg Amtsavis og oplysninger fra Peter Øhrstrøm (barnebarn af O.E. Øhrstrøm).