Flere værktøjer
 
Personlige værktøjer

Skrædderne i Den liden Gade

Fra Skanderborg Leksikon

Skanderborg i begyndelsen af 1800 tallet.
Lillegade/Borgergade 2 og 4, som er opført i 1700-årene, var typisk huse beboet af små håndværksmestre. Endnu i begyndelsen af 1900-årene boede der en skomager og en skrædder her.

Skanderborg opstod oprindelig omkring Skanderborg Slot, der lå på en lille ø i Skanderborg Sø. Det var en god position forsvarsmæssigt og med en regulær vej til Aarhus og Horsens.

I 1720 blev byen hjemsted for et rytterdistrikt, og der blev opført barakker og stalde til mandskab og heste til et regiment. Erich Pontoppidan skriver, at byen bestod af Storegade (Slotsgaden,Adelgade), Strædet til Lillegade og Lillegade (også kaldet ”Den Liden Gade” eller i daglig tale ”Rosengade” – men i 1914 omdøbt til Borgergade).

I 1787 var der kun 346 indbyggere i byen. Det var på dette tidspunkt en udpræget håndværkerby med 55 mestre, men det var småt med handel, som i stedet gik til Aarhus, og salg af øl og brændevin gav den største indtægt. Varer måtte fragtes i vogne fra Aarhus og Horsens, da der jo ikke var adgang fra søsiden.

Indbyggertallet steg kun langsomt, for ved folketællingen i 1801 var der stadigvæk kun 488. Byen blev i 1808 karakteriseret som ”en landsby, der kalder sig Købstad.”


Indholdsfortegnelse

Skrædderne - det næststørste laug.

I Skanderborg havde næsten alle håndværkere et hus, hvortil der kunne høre ”bag-ager” og anpart i Bymarken, Fællesmosen og Skanderup Skov. Selv det mindste hus havde som regel både svin og får og tit også ko og kalv. Så byens skræddere kunne meget andet end at sy med nål og tråd!

Næst efter skomagerne havde skrædderfaget det største laug i Skanderborg. Når man blev medlem af lauget, betalte man et aftalt beløb til lauget. Derudover var der en bødekasse, som medlemmerne måtte betale til, hvis de ikke fulgte reglerne (skråen) indenfor faget. Det betragtedes også som en selvfølge, at hvis ét af medlemmerne døde, så fulgte de øvrige ham til graven, selv tjenestepigen måtte i den sorte kjole. I 1735 var der 6 skræddere og15 skomagere i byen, hvilket synes at være vel rigeligt til de par hundrede indbyggere. Dog må man regne med, at håndværkerne må have haft en ret stor kundekreds fra oplandet. Man hører om skrædderlaug allerede i 1349 i Danmark, men i Skanderborg fik man først rettigheder ved Kongeligt privilegium 18. oktober 1751, og17. januar året efter var man så vidt, at den første laugssamling kunne holdes.

Oldermand blev Niels Boes, og de øvrige medlemmer var: Søren Jensen Linaa, Niels Andersen, Christopher Rasmussen og Bringel Andersen.

Når en svend forelagde sit mesterstykke, skulle der erlægges et vist beløb til laugets kasse, og derudover kostede det også at blive borger i byen. Derfor var det for mange nye svende en bekostelig affære at blive selvstændig. Samtidig var det almindeligt – og mange gange nødvendigt – at man giftede sig i forbindelse med borgerskabet, og det var altså en ekstra udgift. Man så ikke så gerne, at en svend giftede sig, før han blev mester. Etablering af hus og hjem med værksted og tilbehør betød, at mange svende måtte vente nogle år, inden de havde råd til det hele.

I lauget var der mange ceremonier, som især var inspireret af det nordtyske område. Meningen med lauget var naturligvis, at man ved indbetalinger til den fælles kasse havde midler til gensidig at kunne understøtte medlemmerne ved sygdom, død og begravelse, ildebrand m.m. Men der var også festlige sammenkomster. Herom vidner bl.a. velkomsten, en ofte kunstfærdigt udført stor drikkepokal med låg.

På velkomsten hang mestersvendenes laugsskilte. Man blev altså budt velkommen i lauget af oldermanden og de tilstedeværende og hang sit personlige skilt på velkomsten. Når den pågældende mester forlod byen, tog han skiltet med sig til den næste by.

Velkomsten kunne være lavet af sølv eller tin, og man kender til flere eksempler i de danske museer.



Nogle af de mange skræddere i Skanderborg i 1700-tallet.

Der er som sagt rimelig mange skræddere i Skanderborg i 1700-tallet, og de er svære at skelne fra hinanden, fordi man som regel bare kalder dem ved fornavn. Dette kan derfor ikke betragtes som en fuldstændig liste, men her er nogle af de mestre, der er støvet op:

Niels Nielsen skrædder i Skanderborg gift med Lene Christoffersdatter. (ca.1660)

Jørgen Christensen gift med Karen Lauridsdatter. En søn født 1715. Død 1738.

Niels (Sørensen?)Skrædder dør 1739 80 år gammel..

Herluf Jensen Bamberg født 1694 og gift med Karen Pedersdatter 1732 (hun dør 1747). Gift 2. gang 1748 med Dorothea Olufsdatter. Han har den sorg at miste 3 børn på 8,4 og 3 år i 1742 og i 1748 dør kone nr. 2 og endnu et barn.. Han dør selv 1750.

Jochum (Lorentzen) Rabe blev gift med Sidsel Lauridsdatter 16.11.1725 i Smidstrup. 1748 blev Jochum Rabe skrædders kone begravet – foruden deres vanføre barn og Jochum selv senere på året.

Jacob Kretlau var formentlig den ”nye” skrædder, der som skræddersvend i 1739 blev gift med Ida Pauline Piper i Nykøbing F. Gift 2.gang med enken Mette Kirstine Eskesdatter i Hørning 1746, hvor han beskrives som en fattig rejsende mand (se note). I 1747 blev ”Den nye skrædders barn af Skanderborg Ida Pauline født.” ”Den fremmede skrædder Kritlev af Skanderborg blev begravet 1748.”

”Den gamle Christopher Skrædder af Skanderborg død over 100 år gammel 1754”.

Christopher Rasmussen blev født i Dover sogn 1728. Han blev gift i Skanderborg 7.7.1752 med Elisabeth Margrethe Nicolajsdatter. Niels B(oes?) og Peder Nielsen Boes er vidner. Han bor først i Adelgades østre side, men flytter før 1774 til Den Liden Gade, Han bliver begravet i Skanderborg 3.4.1786. Han var oldermand fra 1780 og var antagelig én af byens betydeligste skræddere på den tid. Han fik som regel læredrenge fra landet, for der blev betalt lærepenge til mesteren – i reglen 10 Rdl., når lærlingene kom fra oplandet..


Jacob Nielsen (Skrædder) blev gift med enken efter Jacob Kretlau - Mette Kirstine Eschesdatter 30.4.1749, hun døde 1762. Børn 1750-54. Han står i 1762 som trommeslager!

Christen Skrædders dødfødte barn begraves 1756.

Søren Jensen Linaa født ca. 1706, kom fra Linaa og blev gift med Anne Sørensdatter fra Saxild. Død 1776. Enken beskrives som en gammel svag kone.

Bringel Andersen (Arresen?) Hans svigermor begraves 1750, og han får 2 børn begravet 1755.

Jens Christensen (Skrædder) gift med Kirsten Jensdatter Graves (Hun døde 1764 fra 3 små børn på 5,4 og 1 år). Han fik en dom på 10 Rdl. i 1764 for ”at spille hazard med terninger Mikkelsdags aften i Hans Friises hus.” (Hans Friis, der boede i nuværende Borgergade 13, var foruden at være købmand og værtshusholder også kirkeværge!).

Jens Steensen (Holm), som også var skrædder, idømtes ligeledes en bøde ved samme lejlighed.

Søren (Sørensen)Louman blev født ca. 1744. Søren Skrædder boede i 1774 også i Den Liden Gade. Gift 2. gang 1775 med Else Nielsdatter Schou, der døde 1813 (65 år). Han dør 1821.

Knud Nielsen blev født 1757 og boede i 1787 i Lillegade 11 som lejer. Han blev gift med Kirsten Madsdatter 1784. Der fødes børn 1788,1790,1792,1795,1796. Han dør 1796.

Søren Nielsen (Brædstrup) blev født ca. 1759. Elle Friderichsdatter fra Vrold får en uægte datter 1788. Som barnets fader udlægges Søren Nielsen, skræddersvend (hos Nicolai Christophersen) af Skanderborg. Han bliver gift 1790 med Johanne Rasmusdatter og Nicolai Christophersen og Knud Nielsen er vidner. I 1791 kaldes han mesterskrædder, da han får barnet Niels døbt. Han bor i 1801 i Lillegade 99 og dør 1804. Han er muligvis bror til Knud Nielsen?

Niels Baes (Baas) født ca. 1700, var den første, hvis lig blev nedsat på den nyanlagte kirkegård ved Slotskirken i 1773. Han var med til i 1759 at oprette interessentskab til Skanderborg Ligvogn. Vedtægterne blev underskrevet af hele 53 personer, bl.a. købmand Hans Friis, skrædderne Niels Baes og Christopher Rasmussen og byens skomagere m.fl.

Anders Poulsen blev født ca.1745. Skræddermesteren af Skanderborg og pigen Karen Knudsdatter blev gift 1781. Han blev senere skrædder i Galten. Død 1788.

Rasmus Christophersen, søn af Christopher Rasmussen, blev født 1.11.1752 og bliver skræddersvend i 1787. Han bliver mester i 1790 og var oldermand 1798 og 1814. Han gifter sig med Amalie Frederiksdatter Berner 1790 og får 4 børn. Han bor Lillegade 94 i 1801. Begge forældre dør i 1827, og han beskrives som aftægtsmand og forhen skrædder og avlsbruger. Det nævnes også, at han i 12 år har været sindssyg og folkesky og døde af tæring.

Niels (Christian Nielsen) Mønster født ca. 1763. Han blev gift med Mette Kirstine Olufsdatter Schmidt 30.11.1788. Skrædder Nicolai Christophersen er vidne. Han får en søn døbt 1797. I 1798 har han en retssag med fri proces mod Jens Linaa, som nægter ham at hente vand ved den fælles brønd. Han er i 1801 flyttet til Viborg, men også her er der en lignende retssag i 1813.

Nicolai Christophersen (Svejstrup) blev efter hjemmedåb fremvist i kirken i Skanderborg 6.1.1764. Han var også søn af Christopher Rasmussen. Fadder var bl.a. Skrædder Niels Boes. Han bliver svend 1783 og er mester da han gifter sig i 1786 med Karen Jensdatter og bosætter sig i Den Liden Gade 37. Broderen Rasmus og Søren Nielsen er begge svende hos ham i 1787, derudover er der en lærling. Han er oldermand 1789. Han dør i Ø. Nykirke sogn 1842 77½ år gammel som gårdmand i Tindet.

Christen Jensen Riis blev født ca. 1752. Han gifter sig som enkemand med Ane Meulengracht i 1806 i Skanderborg. Riis dør i 1821 og en ny ægtemand dør året efter. Ane har ikke videre held med ægtemænd, for det 3. ægteskab med skræddermester Christen Lund bliver også kort (1824-27). Enken driver skrædderfaget videre ved hjælp af 2 ugifte sønner og en lærling, så der har været nok at se til. De virker stadigvæk i 1850 i Lillegade, hvor en søn Mads Riis fortsætter traditionen.


Læredrengenes arbejdsdag var lang

Læredrengene skulle ud over at sy også bære tørv ind og kløve brænde. De pudsede lys om aftenen og bar vand ind til husholdningen. Der skulle naturligvis også gøres rent på værkstedet og ryddes op. Lærlingen skulle muge ud ved dyrene, og ædelse skulle besætningen også have. Hvis mesters kone manglede en hjælpende hånd, så var der altid en villig lærling, der også kunne se efter børnene – og dem var der i reglen mange af!

Lærlinge var normalt på prøve den første måned, så mester kunne se, om drengen var duelig. Læretiden var for de betalende lærlinge normalt 3 år og for andre var den 5 år. Arbejdstiden begyndte kl. 5 morgen, og drengen fik fri, når mester gav lov.

Til gengæld fik lærlingen kost og logi hos mesteren. Både føden og drikkevarerne skulle være upåklageligt og øllet ”forsvarligt”. Der havde åbenbart været tilfælde med klager fra lærlingenes side, og nogen luksus har der i hvert fald heller ikke været tale om. At lærlingene drak øl til maden var helt normalt. Vandet fra brøndene var som regel udrikkeligt og i mange byer sundhedsskadeligt.

Som i andre håndværksfag var det slet ikke ualmindeligt, at sønnerne fortsatte i faderens fodspor.

Som i de andre håndværksfag ser man en del ”trækfugle” fra andre købstæder, som kun arbejder i byen en kort årrække. Så det var ikke kun svendene, der drog på valsen til nye byer og nye udfordringer i håb om bedre forhold. Gennem hele det 18. årh. havde skrædderne dårlige vilkår. Fattigdom og elendige levevilkår gjorde sit til, at mange døde i en forholdsvis ung alder. I de små købstæder var det en sjældenhed, at håndværksmestre havde svende. Enhver måtte klare sig selv, hvis ikke man var syg eller gammel.


Modeluner under enevælden

Moden i 1700-tallet dikterede, at fornemme herrer skulle have pudret paryk og silkebroderede jakker og veste med små sølvknapper. Buksebenene gik til under knæene, hvor man havde sat sølvspænder på. Også skoene havde fine sølvspænder, og strømperne var af silke. De fine stoffer købte man i Frankrig, Italien og Tyskland. Til herrens udstyr hørte også den trekantede hat, som var meget brugt på Holbergs tid. Hatte blev lavet hos hattemageren, som også fandtes i Skanderborg i 1700-tallet. Også stokken hørte med til udstyret og var et must for en rigtig gentleman. Man syede flæser på skjorten og ved ærmerne, og om halsen bar man et halsbind, som blev fæstnet i nakken. Skulle det være rigtig fint, var der mange små plisserede læg på langs af bindet.

I enevælden lagde kongen stor vægt på, hvordan folk gik klædt. Selvom man havde råd, måtte man ikke klæde sig over sin stand. I hele perioden forsøgte man at kontrollere og begrænse brugen af luksusvarer. I Skanderborg var der dog kun nogle ganske få, der havde råd til den slags, så brugen af fine silkestoffer har været begrænset.

I øvrigt gik mænd ikke med undertøj, man brugte bare den lange skjorte som undertøj. En anden besynderlig mode var, at man anså kraftige lægge for at være maskuline. Derfor kunne man bruge indlæg i strømperne for at få læggene til at se større ud!

Folks udstråling er ofte bestemt af det tøj, som de går i. Selvom moden skifter, så er budskabet det samme. Man vil vise sin økonomiske velstand og gode smag og give udtryk af at kende til tidens strømninger. Designere fra Paris og London bestemmer, hvad der er ”IN” i dag. Men i gamle dage var det overklassen og dens skræddere, der satte normerne for, hvad der var moderne og rigtigt.

Bønder og andet godtfolk vævede selv deres stoffer, og de har så leveret de uldne sager til skrædderen og bedt ham om at sy, hvis ikke husmoderen selv kunne klare opgaven. Hos byens købmænd kunne man udover urtekram også købe manufakturvarer, så det er tænkeligt, at man også kunne købe lidt ”metervarer.” Men ellers var der også byens vævere, hvor bønderne kunne få deres uld vævet. Også Skanderborg havde professionelle vævere.


Strømpefabrik i Adelgade

Skanderborg havde allerede på den tid (ca. 1750) en strømpefabrik i Adelgade, så man har vel også benyttet de lokale muligheder for at købe strømper. Det var strømpefabrikant Kausk (Kaute?), der drev strømpefabrikationen. Desværre for ham, så uddannede han også de ansatte så godt, at de efterfølgende kunne etablere sig og nyde godt af den viden, som deres læremester havde givet dem. Det blev efter nogle år til virkelighed for Kristen Wissing og Jens Mortensen, der etablerede sig og forsøgte at udkonkurrere deres gamle læremester. Hvordan strømpekrigen endte, har det ikke været mulig at finde ud af.

Skrædderfaget var et lidt overset håndværk, og man betragtede skræddere lidt hånligt. Der gik således mange historier om dem. Der er bl.a. den om de to mænd der mødes, hvor den første siger:

”Jeg er ingen velskabt skrædder!” - hvortil den anden spurgte: ”Hvorfor det?” ”Næh”, svarede skrædderen, ”for skræddere er jo ellers pukkelryggede!”


Kilder:

Henning Nicolaisen: Skrædderne i Den Liden Gade i 1700-årene.

R. Broby-Johansen: ”Krop og klær” 1985.

Erich Pontoppidan: ”Den Danske Atlas” 1764-81.

Helge Søgaard: ”Haandværkerlavene i Aarhus” 1940.

Erik Lassen: ”Dansk sølv” 1964

Sven Fritz: ”Anders Pedersen Schanderup” 1976

L. Thrane: ”Skanderborgs Historie” 1909

Chr. Holtet: ”Blade af Skanderborg Bys Historie.” 1933

Skanderborgs kirkebøger og Folketællinger 1787 og 1801.

Skrædder Bjarne Drews (Gl. Estrup)

Powered by MediaWiki